Apple satser på selvkørende biler

Teknologikoncernen Apple opkøber den selvkørende biltjeneste Drive.ai og forsøger dermed at komme på markedet for selvkørende biler. Opkøbet er gode nyheder for tjenesten, der stod over for massefyringer og tab af kapital.

APPLE-QUALCOMM/
Med opkøbet af Drive.ai satser Apple nu på at udvikle dens egne selvkørende biler, der kan konkurrere med Tesla og Google. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dado Ruvic/Ritzau Scanpix

Den amerikanske techgigant Apple er kendt for at producere alskens teknologiske apparater som iPhone og Apple Watch. Men nu vil virksomheden også satse på et noget anderledes marked, nemlig biler, der kan køre selv. Det sker, efter at Apple har opkøbt køretjenesten Drive.ai, der tilbyder taxitjenester med selvkørende biler.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Aftalen kunne resultere i, at en stor del af ingeniører i Drive.ai vil ende hos Apple, hvilket er gode nyheder for tjenesten, der for to år siden blev sat til en værdi på 200 mio. dollar. Trods en lovende start i Texas og fremskridt i udviklingen af den selvkørende teknologi, der kunne scanne terrænet for at få den selvkørende bil til at undgå forhindringer på vejen, var det ikke nok for dens investorer, der måtte trække deres investeringer tilbage.

Drive.ai var tæt på at gå fallit, og selskabet har oplyst, at det agter at lukke og opsige omkring 90 medarbejdere, skriver techmagasinet The Verge.

Det er ikke første gang, at Apple overvejer at ekspandere virksomheden med selvkørende biler. Tilbage i 2014 begyndte virksomheden at eksperimentere med deres model af selvkørende elektriske biler, der potentielt ville kunne fylde gadebilledet inden for få år. Projektet fik tilnavnet Titan og havde i 2017 og 2018 allerede formået at køre flere kilometer på vejene i Californien, skriver The Information.

Et eksempel på en selvkørende model fra Drive.ai. Trods en lovende fremgang ser udsigterne sorte ud for virksomheden og dens medarbejdere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Drive.ai.

Projektet endte dog med at skifte fokus og lederskab flere gange, og tidligere i år måtte Apple se sig nødsaget til at fyre flere end 200 ingeniører. Efter alt at dømme var Titan endegyldigt en saga blot.

Nu opruster Apple dog for at kunne tage kampen op mod Alphabet Inc. og dennes bilmodel Waymo, der startede som et selvstændigt projekt under Google. Til det formål har Apple fået den tidligere overingeniør for Tesla Inc., Doug Field, samt flere end 5.000 ingeniører og arbejdere på holdet, skriver Reuters.

Opkøbet af Drive.ai ses derfor af mange som værende en vigtig del i denne strategi, og at de tidligere medarbejdere vil komme til at skulle videreudvikle Apples bilambitioner. Foreløbig har hverken Apple eller Drive.ai dog valgt at løfte sløret for det videre samarbejde mellem de to parter.

»Vi kommenterer ikke spekulationer,« siger en talsperson fra Apple ifølge The Information. Drive.ai har ligeledes valgt ikke at kommentere udviklingen.