Apple og Disney går med i udvidet annonceboykot af X

En række giganter tilsluttede sig i weekenden den annonceboykot, som IBM indledte, efter at det kom frem, at deres annoncer havde stået op ad pronazistisk indhold. X-topchef Linda Yaccarino modtog i weekenden utallige opfordringer til at trække sig, men holder fast i at ville fortsætte.

Apple er den fjerdestørste annoncør på X, men indstiller nu også al sin annoncering som følge af den seneste ballade, hvor annoncer har været vist op ad pronazistisk indhold. AFP/Ritzau Scanpix

Annonceboykotten af det sociale medie X, tidligere Twitter, tager til, efter at også Apple, Disney, tv-giganten Comcast og filmselskaberne Paramount og Warner Bros alle hen over weekenden har besluttet at stoppe alle betalinger for annoncer.

Det sker på baggrund af bekymringer om antisemitisk indhold, som Xs hovedejer, multimilliardæren Elon Musk, har bakket op om på det sociale medie.