Analytiker: Fyringer i Danske Bank virker uundgåelige

Danske Bank har lanceret en ny plan, der skal sænke bankens omkostninger frem mod 2023.

Danmarks største bank har 21.960 fuldtidsansatte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Danske Banks topchef, Chris Vogelzang, har fredag præsenteret sin længe ventede masterplan for storbankens fremtid.

Planen indebærer, at bankens nuværende omkostningsprocent på 60,8 skal barberes ned i den lave ende af 50erne frem mod 2023, og det vil betyde fyringer, vurderer Mikkel Emil Jensen, bankanalytiker i Sydbank.

»Med de ambitiøse planer for omkostningsudviklingen skal man forvente, der vil ske fyringer i Danske Bank over de kommende år. Det virker uundgåeligt, i og med at langt størstedelen af omkostningsbasen består af løn til medarbejdere,« siger Mikkel Emil Jensen.

Den nye plan blev præsenteret i forbindelse med offentliggørelsen af Danske Banks regnskab. I årets første ni måneder opnåede landets største bank et resultat på ti mia. kroner, hvilket var et fald på 14 pct. i forhold til samme periode året før.

Og ikke nok med det forventer banken at ligge i den nedre ende af de forventninger, som banken tidligere har meldt ud for 2019.

Topchef Chris Vogelzang har nu opstillet en række målsætninger frem mod 2023, som blandt andet betyder, at banken vil investere betydeligt i yderligere digitalisering af kerneprocesser på tværs af banken og omfattende forenkling af produkter, drift og processer.

Investeringerne vil få en negativ effekt på resultatet for 2020, hvor banken blot forventer en egenkapitalforrentning på fem til seks pct. Til gengæld skal banken nå en egenkapitalforretning på ni til ti pct. i 2023.

Topchef forventer færre ansatte

Danske Bank-topchefen var fredag morgen fåmælt om, hvad den langsigtede plan vil få af konsekvenser for bankens nuværende medarbejderstab på godt 22.000. Men til TV 2 News sagde han, at han forventer, at banken de næste år skal skære i antallet af ansatte.

»I takt med at vi digitaliserer, forventer jeg, at vi har færre ansatte i 2023, end vi har nu. Men det er for tidligt at sige hvor og hvornår,« sagde Chris Vogelzang.

Driftsomkostningerne udgjorde 19,2 mia. kr. i årets første tre kvartaler og steg to pct. i forhold til samme periode året før. Stigningen skyldtes primært øgede udgifter til compliance, herunder hvidvaskbekæmpelse, samt fortsatte investeringer i digitalisering.

Det er netop investeringer i IT-systemer, der betyder, at banken ikke i fremtiden får brug for det samme antal medarbejdere, som stadigvæk i et vist omfang laver manuelt arbejde.

Fredag formiddag er Danske Bank-aktien nede med ca. tre pct., og analytiker Mikkel Emil Jensen forstår godt, at aktionærerne er skuffede.

»Det gør selvfølgelig ondt, at banken blot forventer en egenkapitalforretning på fem til seks pct. i 2020. Investorerne skal væbne sig med tålmodighed, før de overhovedet begynder at se, om Danske Bank kan eksekvere på den nye plan,« siger han.