Trods store bestræbelser for at trække virksomheden fri af et gigantisk retsopgør er den israelske medicinalvirksomhed Teva nu kendt skyldig i at have bidraget til den såkaldte opioidkrise i USA.
Ifølge en jury i staten New York må Teva dermed bære en del af ansvaret for at have medvirket til, at så mange amerikanere blev misbrugere og dermed afhængige af den særlige form for smertestillende medicin, som kaldes opioider.
Det skriver flere medier.
Den danske Teva-topchef, Kåre Schultz, forsøgte i efteråret 2019 at gå i offensiven med en kriseplan til 150 milliarder kroner, som skulle trække virksomheden fri af det gigantiske retsopgør med dengang over 3.000 amerikanske stater, byer og kommuner.
Men planen mødte kritik, og nu er der altså afsagt en kendelse i staten New York.
Torsdagens kendelse mod den israelske lægemiddelkoncern er ifølge det norske netmedie e24.no blandt de første, der er afsagt i de tusindvis af lignende søgsmål, der er anlagt over hele USA, og som er rettet mod lægemiddelselskaber, der enten producerer eller distribuerer de smertestillende opioidtabletter, som millioner af amerikanere er blevet afhængige af med ødelagte tilværelser og nedbrudte familier til følge.
Ifølge New Yorks statsadvokat, Letitia James, kom juryen i Suffolk County frem til, at Teva har bidraget til opioidkrisen, som gennem de seneste 20 år er blevet kædet sammen med over 500.000 dødsfald i USA.
»Teva Pharmaceuticals USA og andre førte det amerikanske folk bag lyset, når det gælder de reelle farer ved opioider,« siger James ifølge e24.no en pressemeddelelse.
Teva meddelte torsdag, at selskabet er uenigt i afgørelsen og vil anke kendelsen. Teva nævner også i sin meddelelse, at en nylig afgørelse ved en domstol i Californien er faldet ud til Tevas fordel.
For en måned siden afgjorde et nævningeting ved en føderal domstol i Cleveland i delstaten Ohio, at tre butikskæder med medicinalsalg – Walmart, CVS og Walgreens – ikke havde tilstrækkelig kontrol over salget af den smertestillende medicin i Ohio, og at kæderne dermed bærer et ansvar for landets opioidkrise som følge af en slap udleveringspolitik.


