Alvorlig gassituation i Tyskland truer danske virksomheder: »Det er kritisk – rigtig kritisk«

Frygten for at den centrale naturgasrørledning, Nord Stream 1, ikke vil blive genåbnet, får tyske industrigiganter til at slå alarm. Danske virksomheder er stærkt bekymrede, for der er for lidt gas på lagrene. Ekspert mener, at vi står ved en skillevej, hvor et meget vanskeligt valg må overvejes.

Danske virksomheder rammes både direkte og indirekte af situationen omkring Nord Stream 1. Det kan på den baggrund få drastiske konsekvenser, hvis rørledningen ikke genåbnes. Hannibal Hanschke/Reuters/Ritzau Scanpix

Den russiske gas flyder ikke længere i hovedåren for forsyning af naturgas fra Rusland, Nord Stream 1, og det sender rystelser gennem Europa.

Flere tyske industrigiganter advarer om, at de må standse produktionen, hvis ikke gassen begynder at flyde på ny. Samtidig er situationen stærkt bekymrende for danske virksomheder.