Aldrig er dansk erhvervsliv vokset så hurtigt – men forude lurer trusler fra alle sider

De 1.000 største danske virksomheder buldrer frem. Aldrig nogensinde er omsætningen på Guld1000-listen vokset i et tempo, som det skete i 2021. Men nu bevæger virksomhederne sig ind i en fremtid fyldt med mørke skyer, og hvor problemer fra alle sider truer.

Mærsk var den altoverskyggende indtjeningsmaskine i 2021. Men også DSV, Novo Nordisk og LEGO var blandt de virksomheder, som tjente milliarder af kroner. Jonas Walzberg/AFP/Ritzau Scanpix

Det var næsten ikke til at tro, da Mærsk første gang meldte ud om indtjeningen for 2021. Virksomheden var på vej med et overskud på langt over 100 milliarder kroner – det med længder største overskud, der nogensinde er skabt herhjemme.

Det endte med et resultat på 118 milliarder kroner efter skat. Så store tal kom ingen anden dansk virksomhed i nærheden af. Men der var også en stribe andre succeshistorier i dansk erhvervsliv i 2021.