Airbus fremviser miljøvenligt passagerfly inspireret af klassisk bombefly

Efter en række hemmelige test har Airbus fremvist et futuristisk flydesign, der skal sænke brændstofforbruget med op til 20 procent.

Testmodel af Maveric-flyet. Den aerodynamiske form skal sikre, at flyet bruger mindre brændstof. Fold sammen
Læs mere
Foto: Edgar Su/Reuters/Ritzau Scanpix

Hvert andet år afholder flyindustrien messe i Singapore, hvor man kan få en forsmag på fremtidens luftfart.

Tirsdag var en af messens store attraktioner en tre meter bred testmodel af et nyt designkoncept fra den franske flyproducent Airbus, skriver amerikanske CNN.

Maveric, som testmodellen kaldes, bygger på et designkoncept, hvor vingerne »smelter« sammen med resten af flyet. Designet sikrer, at flyet er mere aerodynamisk end traditionelle fly. Airbus skriver i en pressemeddelelse, at Maveric vil forbruge 20 procent mindre brændstof end andre passagerfly, også selv om motorerne er de samme.

Designkonceptet har eksisteret siden 1940erne og er tidligere blevet benyttet til det amerikanske B-2-bombefly, som sidste år havde 30-årsjubilæum.

Mange kender B-2-bombeflyet, der på grund af sit karakteristiske design kan undgå at blive vist på radar. Her ses flyet på en flybase i Palmdale i Californien i 2014. Fold sammen
Læs mere
Foto: Frederic J. Brown/AFP/Ritzau Scanpix.

Ny passageroplevelse

Reduktionen af brændstofforbruget er, ifølge Airbus, ikke det eneste positive ved det iøjnefaldende design.

Det åbner også for en helt ny passageroplevelse. Der vil blive mere plads i kabinen, og støjen fra motorerne vil også blive mindre, fordi de er placeret oven på flyet.

Flypassagerer må dog væbne sig med tålmodighed, hvis de gerne vil rejse med det klimavenlige fly. Maveric er nemlig stadig kun i testfasen, og der er ikke nogen specifik dato for, hvornår det vil blive taget i brug.

Her ses en testmodel af det nye fly. Ifølge Airbus giver designet mere plads til at lave behagelige kabiner for passagerene, og støjniveauet skulle også blive mindre, fordi motorene sidder på taget af flyet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Roslan Rahman/AFP/Ritzau Scanpix.