Når Advokatsamfundet på fredag fejrer sin 100 års fødselsdag med et brag af en gallafest i Operaen, hvor Scarlet Pleasure går på scenen, bliver et af samtaleemnerne måske økonomi. For dagen før har Advokatsamfundets medlemmer på en generalforsamling i festsalen på Københavns Universitet skullet tage stilling til den ekstraregning, som den nye lov om skærpet tilsyn med advokater kommer til at koste advokatstanden.
Advokatsamfundet har ikke selv pengene til at finansiere det skærpede og udvidede tilsyn, så derfor skal Danmarks 6.500 advokater nu til lommerne.