Året er 2021 og staten shopper dieselbiler i stor stil – i flere af Danmarks største virksomheder er det strengt forbudt

Mens staten kun har 1,2 procent grønne personbiler i sin vognpark, har Novo Nordisk rundet 50 procent i Danmark. I Ørsted må man ikke engang bestille en plug-in-hybridbil længere. Snart følger Vestas trop og går på ren el.

Statsminister Mette Frederiksen (S) foran sin dieseldrevne ministerbil sammen med EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og Ørsted-topchef Mads Nipper. Arkivfoto: Claus Bech/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Grotesk«, »absurd«, »håbløst«, »en mindre skandale« og »en dårlig joke«.

Det vækker harme og hovedrysten både på og uden for Christiansborg, at regeringen på den ene side vil fremme grønne biler, mens staten på den anden side selv har købt forsvindende få, siden Mette Frederiksen (S) i 2019 rykkede ind i Statsministeriet.

Ved udgangen af juli i år rådede staten over 6.511 aktive personbiler. Og med 39 elbiler og 40 plug-in-hybridbiler i porteføljen lyder andelen af grønne biler på blot 1,2 procent.

Tallene placerer staten milevidt efter både kommuner, regioner og det private erhvervsliv.

Til sammenligning udgjorde andelen af grønne biler på samme tidspunkt 7,5 procent af vognparken i landets anpartsselskaber), 9,4 procent i kommunerne, 11,6 procent i landets aktieselskaber og 13,1 procent i regionerne.

I stedet har staten fra juli 2019 til juli 2021 købt dieselbiler i stor stil. Noget, som hos flere af landets største virksomheder er en helt igennem utænkelig situation.

Det gælder eksempelvis i energikæmpen Ørsted, hvor andelen af grønne biler ved udgangen af 2020 lå på 38 procent.

Her er det ikke kun strengt forbudt at vælge en dieselbil. Siden årsskiftet har ikke engang plug-in-hybridbiler været inde i varmen hos Ørsted længere. Nu må man kun bestille en rendyrket elbil, når der bestilles nye firmabiler.

I en e-mail oplyser Ørsted, at flåden på et par hundrede biler i 2025 vil bestå at rene elbiler, og at selskabet med det nuværende udvalg af elbiler og en ladeinfrastruktur under udbygning i Danmark slet ikke kan se nogle argumenter for at vælge andet end elbiler.

Topchef Mads Nipper tog da også en elbil, da han tiltrådte omkring årsskiftet. På DR kunne man tidligere i år se ham komme trillende til interview i en Porsche Taycan 4S – med den ekstra store batteripakke.

Novo Nordisk er langt i Danmark

Sammen med Novo Nordisk, Grundfos og Danfoss er Ørsted en del af det globale EV100-samarbejde for virksomheder, der arbejder på at accelerere omstillingen til elbiler.

Mens Ørsteds flåde af personbiler altså begrænser sig til et par hundrede, fremgår det af pumpevirksomheden Grundfos’ mål i EV100-regi, at selskabet også har i sinde at have omstillet sin flåde af 2.600 lette køretøjer til grønne biler i 2025.

I Novo Nordisk fortæller chef for miljøstrategi Dorethe Nielsen, at medicinalgiganten er hastigt i gang med at udskifte sin globale bilpark på 8.000 personbiler – cirka 1.500 mere end den danske stat råder over. Her er målet nul CO2-udledning fra bilparken i 2030.

»Sidste år var cirka to procent af vores bilpark enten elbiler eller plug-in-hybridbiler. Nu er det mere end ni procent. I Danmark er over 50 procent af vores bilpark enten en elbil eller en plug-in-hybridbil. Så vi er godt på vej, og vi skubber hele tiden på for at kunne nå vores mål i 2030,« siger Dorethe Nielsen.

Hun oplyser, at »flertallet« af den ti personer store koncernledelse i dag kører enten elbil eller plug-in-hybridbil, og at resten kommer med, når de nuværende leasingkontrakter udløber.

Novo Nordisks bilpark er spredt over 80 lande. I eksempelvis Sydøstasien og Afrika er det i dag noget mere kompliceret at omstille sig til elbiler, end det er i Danmark.

Erhvervslivet kan omstille sig på få år

I verdens største vindmølleproducent, Vestas, har de også fart på.

I år er det muligt at vælge mellem en elbil eller en plug-in-hybridbil, når der skal bestilles nye firmabiler. Men det stopper ved udgangen af året, hvorefter man ligesom Ørsted går over til udelukkende at bestille rendyrkede elbiler.

Vestas oplyser i en e-mail, at knap 40 procent af selskabets omtrent 6.000 firmabiler i dag er enten elbiler eller plug-in-hybridbiler. Hele flåden inklusive servicevogne skal køre på el i 2025.

I juni sidste år lød det fra Vestas-topchef Henrik Andersen på den virtuelle lederkonference VL-Døgnet, at hele dansk er­hvervs­liv ville kunne om­stil­le sig til el-fir­ma­bi­ler på fem år.

»Vi er en del af løsningen allesammen. Men hvis det kun er de frelste få, der gør det, vil mange af vores medarbejdere – og senere vores børn – senere spørge os, hvorfor vi dog ikke gjorde noget nu,« sagde Henrik Andersen ifølge Børsen på konferencen.

Alle syv medlemmer af Vestas’ topledelse kører i dag i el- eller plug-in-hybridbiler.

Ligesom Novo Nordisk peger Vestas på, at omstillingen ikke er en dans på roser alle steder i verden. Både fordi selve tilgængeligheden af elbiler er forskellig, og fordi ladeinfrastrukturen ikke er lige udviklet i alle lande.