Aalborg Portland gør sig klar til at gå over til naturgas

Aalborg Portland kommer tættere på at udfase fossile brændstoffer til fordel for naturgas med ny aftale. Ved fuld skifte til naturgas kan det give en reduktion på 40 procent for Danmarks største CO2-udleder.

Aalborg Portland har indgået en aftale med det statslige gasdistributionsselskab Evida om at komme på gasnettet i 2022. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Danmarks største CO2-udleder tager et skridt nærmere et grønnere alternativ til deres nuværende fossile brændstoffer.

Aalborg Portland, der producerer cement, går på gasnettet i 2022, og dermed begynder virksomheden udskiftning af fossile brændstoffer med naturgas.

Virksomheden har investeret i nye gasledninger for 40 millioner kroner, som forventes færdige og klar til brug i april 2022. Aalborg Portland har indgået aftalen med det statslige gasdistributionsselskab Evida, der skal udbygge gasledning og levere naturgas til cementfabrikken.

Aalborg Portland vil kunne reducere CO2-udledningen med 40 procent, hvis alle fossile brændstoffer til produktion udskiftes med naturgas.

Det vil bringe virksomheden i mål med den aftale med regeringen, som blev indgået i 2020. Her forpligtede Aalborg Portland sig til at reducere CO2-udledningen med mindst 30 procent inden 2030.

Næste skridt er biogas

Naturgas er første skridt. Senere er planen at overgå til den CO2-neutrale biogas, hvilket vil reducere udledningen med 100 procent.

»Vi håber på, at når vi forlader det her årti, vil vi være overgået til biogas. Lige nu er der nogle strukturelle udfordringer. Der er simpelthen ikke nok biogaskapacitet i nettet, og det er slet ikke prismæssigt konkurrencedygtigt. Vi vil lide et alt for stort konkurrencetab, hvis vi skifter med det samme,« siger administrerende direktør Michael Lundgaard Thomsen, Aalborg Portland.

Han spår, at mulighederne for at overgå til biogas inden 2030 er gode, men forudser dog, at der er behov for en form for økonomisk støtte, før det er realistisk.

»Dels skal man have udbygget kapaciteten og få biogas til konkurrencedygtige priser. Det vil i en periode kræve en vis form for støtte enten til producent og/eller til forbruger,« siger Michael Lundgaard Thomsen.

Distributionsselskabet Evida er glad for aftalen, og for at »gasnettet kan bidrage med mere til den grønne omstilling«.

»Næste skridt er at få planlægningsarbejdet på plads og få godkendt de nødvendige godkendelser og komme i gang med at grave. Der er en lille smule gravearbejde,« siger Peter Kristensen, chef for marked og forretningsudvikling i Evida.

Grøn el er ikke en mulighed

Muligheden for brug af grøn el har Aalborg Portland også kigget på, men med den nuværende teknologi er det ikke muligt, lyder det:

»Vi er bare desværre ikke en af de industrier, hvor teknologien er udviklet til det. Det kræver meget høje brændselstemperaturer og en kraftig lyskilde. Den proces er ikke blevet elektrificeret endnu. Det er ikke et spørgsmål om, at vi ikke vil – det er et spørgsmål om, at det ikke er teknologisk muligt på kort sigt,« siger administrerende direktør Michael Lundgaard Thomsen.

Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, så også gerne, at cementfabrikken kom over på grøn el.

»Der er ingen tvivl om, at Aalborg Portland nok er den mest vanskelige virksomhed at få over på vedvarende energi. Det er jo selvfølgelig ønskeligt, at man kunne komme over på el, men med de tekniske krav til produktionen er biogas det bedste, man kan gøre,« lyder det fra Brian Vad Mathiesen.