Flere end 60.000 stillinger er i løbet af 2023 blevet skåret væk i verdens banker efter et af de værste nedskæringsår siden finanskrisen.
20 af verdens største banker skar ifølge den britiske finansavis Financial Times i alt 61.905 stillinger væk i løbet af de forgangne 12 måneder. Til sammenligning forsvandt flere end 140.000 stillinger, da finanskrisen ramte i 2007-2008.
Alene da schweiziske Credit Suisse blev overtaget af UBS, skulle der være 13.000 færre ansatte, og yderligere nedskæringer kan ventes i 2024.
»Der er ingen stabilitet, ingen investering, ingen vækst i de fleste banker – og der vil sandsynligvis komme flere nedskæringer,« siger Lee Thacker, der ejer headhunterfirmaet Silvermine Partners, til avisen.
Wells Fargo ligger med et farvel til omkring 12.000 ansatte i 2023 som nummer to på årets store nedskæringsliste blandt bankerne. Citigroup har sagt farvel til 5.000, Bank of America Merrill Lynch til omkring 4.800, og Goldman Sachs har afskediget lige over 3.000.
Mindst halvdelen af nedskæringerne kommer, fordi bankernes investeringsafdelinger har kæmpet med de hastigt stigende renter i USA og Europa. Det har i stort omfang betydet, at de mange ekstra job, som kom til, lige efter at verden var kommet igennem coronapandemien, igen er blevet nedlagt.
Credit Suisse, som topper listen, blev i hast i marts overtaget af UBS ved en redningsaktion, som den schweiziske regering var mellemmand på. Banken har nu 116.000 ansatte.
Wells Fargo skar 12.000 stillinger bort og har nu 230.000 ansatte. Alene i tredje kvartal i år har banken brugt 186 millioner dollar (1,26 milliarder kroner) på fratrædelsesomkostninger til de 7.000 ansatte, som i juli-september forlod deres job.
I Danmark er de store bankers indtægter i år vokset med 17,6 milliarder kroner, og 2023 tegner til at blive et rekordår.




