Business-overblik: Nu nægter butikker at tage imod store sedler – men det skal de

Her er de vigtigste Business-nyheder, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen.

1.000-kronesedlerne bliver ugyldig om halvandet år. Det har fået danskerne til at finde dem frem fra gemmerne og bruge dem i stort antal. Nationalbanken/frit

Godmorgen og velkommen til onsdagens hurtige Business-overblik her på Luciadagen.

I dag runder vi blandt andet:

  • Bankerne scorer kassen på kundernes manglende rådgivning

  • Overset regnefinte øger skattesmæk på 160.000 erhvervsejendomme

  • Regeringen varmer op til den største forbrugsfest i 15 år

  • Argentina chokdevaluerer med over 50 procent

Men vi begynder med nyt om den snart pensionerede 1.000-kroneseddel.

God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!

Dagens hovedhistorie

Pludselig nægter flere butikker at tage imod store sedler – men det skal de

31. maj 2025 bliver dine tusindkronesedler ugyldige.

Nationalbanken skønner, at der er tusindkronesedler i omløb til en værdi af 21 milliarder kroner, der blandt andet bliver brugt til hvidvask af penge fra forskellige former for kriminalitet.

Og da bankerne derfor har meget omfattende krav, hvis du skal af med dine sedler, har det lagt pres på detailhandlen, der pludselig modtager langt flere tusindkronesedler.

Det har fået flere butikker til at nægte at tage imod tusindkronesedler, skriver Politiken. Blandt andet forklarer Salling Group, at de flere steder simpelthen er løbet tør for byttepenge.

De nægtede kontanter møder stor kritik fra Forbrugerrådet Tænk, der understreger, at det er lovpligtigt at tage imod kontanter, indtil de udløber.

Det skriver andre medier om

1. Bankerne scorer kassen på kundernes manglende rådgivning

Kun 10 procent af danskere har fået bankrådgivning om at øge deres rente ved at flytte penge fra lønkontoen, viser en undersøgelse fra analysehuset Norstadt. Forbrugerrådet kritiserer ifølge Finans bankerne for ikke at informere proaktivt. Morten Bruun Pedersen fra rådet mener, at bankernes nølende adfærd skyldes frygt for lavere fortjeneste. Bankernes indlånsoverskud på 1.251 milliarder kroner kan indbringe en risikofri rente på 3,6 procent. Bankerne afviser kritikken og mener, at de tilbyder højrentekonti, mens eksperter nævner behovet for øget konkurrence i sektoren.

2. Overset regnefinte øger skattesmæk på 160.000 erhvervsejendomme

160.000 erhvervsejendomme står til at stige i skat, så titusindvis af danske virksomheder vil modtage højere ekstraregninger i de kommende år end ved første øjekast. Umiddelbart stod de til at skulle betale 4,75 procent ekstra om året, indtil de nåede op på den fulde skat af de nye vurderinger. Men ifølge Børsen kan stigningen hurtigt blive dobbelt så stor på grund af en hidtil overset regnefinte.

3. Argentina chokdevaluerer med over 50 procent

Argentina chokdevaluerer sin peso med mere end 50 procent for at få stoppet en trecifret inflation. Det oplyser økonomiminister Luís Capoto på X, det tidligere Twitter, skriver Svenska Dagbladet. »Den officielle valutakurs vil blive 800 peso for en amerikansk dollar mod dagens 391,« skriver han. Landet er plaget af gæld og har netop fået ny præsident, den kontroversielle Javier Milei, som har lovet hårde opstramninger.

Det skriver vi om

1. Regeringen varmer op til den største forbrugsfest i 15 år

Økonomiminister Stephanie Lose (V) varsler en markant forøgelse af det offentlige forbrug i regeringens økonomiske ramme for det nye år. CEPOS og Dansk Industri er kritiske over for den markante vækst i forbruget, selv om det skal gå til forsvaret og den grønne omstilling. Læs historien her.

2. Højere priser udsætter fuld dansk dækning med lynhurtigt fibernet

Det er blevet betydeligt dyrere at grave fiberkabler til lynhurtige internetforbindelser ned. Så det kommer til at tage op mod to år mere at få dækket Danmark, spår ejeren af landets største fibernet, som nu vil have flere husstande koblet på forbindelserne. Læs historien her.

Det bør du også læse

Lille fald i USAs inflation. Men det er ikke nok for centralbanken

Inflationen aftog som forventet i USA, men alligevel er prisudviklingen ikke så favorabel, som den fortælling, der er opbygget i de finansielle markeder. Det indenlandske prispres er fortsat højt og arbejdsmarkedet stramt. USAs forbrugere nyder godt af desperate kinesiske fabrikker. Men det er ikke nok til at få centralbanken på nye rentetanker. Læs historien her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser tirsdag:

  • Dow Jones: +0,48 procent

  • S&P 500: +0,46 procent

  • Nasdaq: +0,70 procent

Asien – indeks onsdag kl. 7.20:

  • Japan Nikkei: +0,30 procent

  • Hongkong Hang Seng: -0,97 procent

  • Kina CSI Shanghai: -0,85 procent

Tak, fordi du læste med!

Venlig hilsen
Thomas Breinstrup, Business-journalist
Rasmus Ove, Business-journalist