100 nye millioner på vej til bedre bredbåndsforbindelser

De sidste forberedelser er ved at blive gjort, inden der til maj åbnes for, at folk i områder med dårlig internetforbindelse kan søge tilskud – et tilskud, der først var blevet strøget af finansloven men så kom ind i sidste øjeblik.

Årets statsstøtte til at skaffe bedre internetforbindelser til de hårdest ramte områder af Danmark vil udelukkende blive givet til områder uden for byzoner. Anita Maurer

Mens danskerne nu for alvor opdager, om de har de internetforbindelser, som de har brug for, gør staten klar til at stille endnu 100 millioner kroner til rådighed som støtte til dem, der bor, hvor det bliver sværest at få bedre forbindelser.

Energistyrelsen, som er øverste myndighed på tele- og internetområdet i Danmark, har ændret på reglerne for, hvem der kan få tilskud i år. Det betyder, at alle adresser i byzone vil være udelukket fra at få tilskud i år. Samtidig vil det veje ekstra, når pengene skal tildeles, hvis man bor i et område, hvor der kun er begrænset adgang til mobilt bredbånd, altså internetforbindelse over mobilnettet, som ofte kan være langt billigere at etablere frem for at skulle grave kabler ud til de enkelte husstande.