Willerslevs vilde hypotese: De første amerikanere kom sejlende over Stillehavet

Lykkedes det for en slags aboriginere at sejle over Stillehavet til Sydamerika flere tusind år før, indianere vandrede ind fra Nordamerika? Den hypotese forsøger Eske Willerslev nu at forfølge efter en opsigtsvækkende opdagelse i en berømt dansk naturforskers gamle samling.

Professor Eske Willerslev i sit laboratorium i København, hvor han DNA-sekventerer knoglerester af de ældste mennesker i Amerika. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

I 1947 drog den norske eventyrer, Thor Heyerdahl, ud fra Peru på den primitive tømmerflåde, Kon-Tiki.

Formålet var at vise, at isolerede polynesiske øer i Stillehavet kunne være blevet befolket af oprindelige sydamerikanere – og for den sags skyld også omvendt.

Siden blev Heyerdahl imidlertid nærmest latterliggjort for sin vilde teori. Men nu forsøger en anden fremtrædende skandinav at sandsynliggøre, at der kan have været noget om Heyerdahl-snakken – blot med en om muligt endnu dristigere hypotese.

Manden er, naturligvis, Eske Willerslev, professor og DNA-jæger ved universiteterne i København og Cambridge.

I de senere år har Eske Willerslev medvirket til at kaste nyt lys over menneskers erobring af Nord- og Sydamerika.

Bl.a. stod han i begyndelsen af året i spidsen for et studie, der viste, at allerede for ca. 25.000 år siden krydsede de første mennesker den daværende arktiske landbro mellem Sibirien og Alaska og dermed mellem Asien og Nordamerika. Samtidig var han med sine DNA-analyser med til at vise, at disse ur-amerikanere ca. 10.000 år forinden havde skilt sig ud fra et asiatisk folk i Sibirien.

Men nu er Willerslev og et stort internationalt hold af forskere gået videre. Langt videre.

Fra Alaska i nord til Patagonien i syd har forskerne DNA-sekventeret 15 af de ældst kendte knoglerester på de amerikanske kontinenter. På den baggrund har de nu vist, at mennesker erobrerede den nye verden med forrygende hast.

Eller som Willerslev selv udtrykker det:

»Vi kan se, at når de kommer ned forbi iskapperne i Nordamerika, spreder de sig som en eksplosion. I løbet af få hundrede år er de på begge sider af Rocky Mountains og hele vejen ned til Brasilien.«

Vejen fra Lagoa Santa

I netop Brasilien gemte der sig imidlertid et ganske særligt folk, og knoglerester af disse mennesker har i ca. 150 år ligget i et støvet magasin på Statens Naturhistoriske Museum i København.

De oldgamle menneskerester blev i 1800-tallet udgravet fra huler i det sydlige Brasilien af den store danske naturforsker, P.W. Lund, der især er kendt herhjemme i kraft af Henrik Stangerups biografiske roman og bestseller fra 1981 »Vejen til Lagoa Santa«.

Da P.W. Lund i sin tid undersøgte de enestående knogler og kranier, mente han ud fra især deres særlige hovedform at kunne konkludere, at de måtte stamme fra et folk, der ikke var umiddelbart beslægtet med gængse nord- og sydamerikanske indianere. Ja, der kunne meget vel være tale om en slags australiere eller aboriginere, mente Lund og flere efterfølgende forskere.

Nu viser det sig, at Lund havde fat i noget – det handler bare overhovedet ikke om deres hovedform.

Da Willerslev og hans team havde DNA-sekventeret en mindst 10.400 år gammel skeletrest fra Lunds samling, opdagede de nemlig noget stærkt overraskende:

Mellem en og seks procent af arvemassen stammer fra et australasiatisk folk. Denne DNA-rest er tilmed tættest beslægtet med et nuværende pygmæagtigt folk fra øgruppen Andamanerne i Det Indiske Ocean.

Den indledende konklusion må dermed være, at forfædre til hulemenneskene fra Lagoa Santa må have blandet blod med et folk, der kom fra den anden side af Stillehavet.

Det levner ifølge Willerslev to muligheder:

Enten kom disse australasiatiske mennesker til Brasilien ved at gå over landbroen mellem Sibirien og Alaska, hvorefter de vandrede langt ned i Sydamerika.

Eller også kom de sejlende over Stillehavet.

Eske Willerslev

»Vi kan se, at når de kommer ned forbi iskapperne i Nordamerika, spreder de sig som en eksplosion. I løbet af få hundrede år er de på begge sider af Rocky Mountains og hele vejen ned til Brasilien.«


Eske Willerslev tror umiddelbart mest på den sidste mulighed, for hvis den første teori er rigtig, burde der også være spor af australasiatisk DNA i de gamle skeletrester fra Nordamerika. Men det er der ikke, og det »er sindssygt spændende«, siger han.

Har han ret i sin hypotese, kan man forestille sig, at nogle få mennesker – måske skibbrudne på træstammer – kom drivende til Sydamerika for måske 20.000 eller 30.000 år siden efter en lang rejse over en del af Stillehavet. Og blev dermed den nye verdens sande pionerer.

Derefter er det på en eller anden måde lykkedes dem at krydse de tårnhøje Andesbjerge, hvorefter de har slået sig ned i Brasilien. Her blandede de på et senere tidspunkt blod med mennesker, der var vandret ned fra nord, hvorefter de uddøde.

Det er imidlertid en stærkt kontroversiel forestilling, som vil kræve væsentligt mere dokumentation for bare at bringe den inden for sandsynlighedens rækkevidde.

Men Willerslev gør nu forsøget. Han har således planer om at tage prøver af jorden i sydamerikanske huler, som mennesker kan have anvendt for langt over 10.000 år siden. I jorden kan der gemme sig menneskelige DNA-fragmenter, som kan kaste mere lys over de store amerikanske oprindelsesgåder.

Dertil kommer, at han som noget ganske enestående har fået lov at bringe en rest af en lille og helt speciel øreknogle tilbage til København fra Brasilien med henblik på DNA-sekventering.

Knoglen stammer fra den ca. 11.500 år gamle Luzia-kvinde – muligvis det ældste menneskefund i Sydamerika.

Luzia var kronjuvelen på Brasiliens nationalmuseum i Rio. I september i år nedbrændte museet imidlertid.

Men heldigvis lå Luzia i en beskyttende metalkasse, hvorfor der stadig er håb om finde brugbar DNA i den lille øreknogle.

Det amerikanske menneskepuslespil bliver større og større. Men snart kan vi med hjælp fra forskere som Eske Willerslev lægge rammen om det.