Ifølge Første Mosebog var Paradisets Have en fryd at skue.

Her voksede alle slags træer, herunder Livets og Kundskabens træ. Den var god til føde, og haven blev vandet af en flod, der delte sig i fire, og en af dem løb østen om Assyrien, det vil formentlig sige i den østlige del af det nuværende nordlige Irak.

Nu mener en række forskere at kunne sandsynliggøre, at Adam og Evas eller rettere menneskehedens vugge ikke lå i Irak – hvilket ikke er overraskende – men cirka 7.000 km længere mod syd. Det vil sige i det nordøstlige Botswana. Og det er overraskende al den stund, at Etiopien eller Kenya i Østafrika i årevis har været anset som den mest sandsynlige region for Homo sapiens' udspring.

I dag er området i Botswana menneskefjendsk, for det består primært af en af klodens største samlinger af saltsletter, Makgadikgadi Pans. Og på alle sider er sletterne omkranset af den vældige Kalahariørken.

Men ifølge forskerne, som har fået deres studie offentliggjort i det ansete tidsskrift Nature, var Makgadikgadi Pans i tidernes morgen Afrikas største sø, og hele området var grønt og frugtbart i en grad, der formentlig kunne matche Bibelens Edens Have.

Og her opstod det moderne menneske, Homo sapiens, for ca. 200.000 år siden, mener de. Med andre ord var det nordøstlige Botswana alle nutidige menneskers vugge, hævder forskerne under ledelse af professor Vanessa Hayes fra universitetet i Sydney i Australien.

Eller rettere: Her opstod Eva – eller i hvert fald vores allesammens tip-tip-tip-tip-og-så-videre-oldemødre. Hvis videnskabsfolkene altså har ret.

Når vi siger Eva og ikke Adam, skyldes det, at forskerne har baseret deres studie på analyser af såkaldt mitokondrielt DNA – en lillebitte del af arvemassen som udelukkende nedarves fra mødre.

Urfolket i Botswana

Når videnskaben i dag med meget stor sikkerhed kan fastslå, at det moderne menneske opstod i Afrika, skyldes det ikke bare, at man her har fundet en lang række fossiler – altså forstenede kranier og knoglerester – som næsten entydigt peger i den retning.

Det skyldes også stadigt dybere analyser af det mitokondrielle DNA blandt mennesker over hele kloden. De peger klart på Afrika som vores allesammens oprindelseskontinent, og i det nye studie har forskerne analyseret videre og er nået frem til, at vores oprindelige mitokondrielle DNA – ur-Evaen i os – er meget tæt beslægtet med det, der står næsten urørt i en gren af det kliksprogtalende Khoisan-folk i det sydlige Afrika.

I den forbindelse er det værd at nævne, at sprogforskere tidligere har fremført hypoteser om, at Khoisan-folkets særegne kliksprog er alle menneskesprogs moder.

Som var de i besiddelse af en tidsmaskine, mener forskerne tilmed at kunne fastslå, at vores allesammens forfædre blev i det frugtbare søområde omkring Makgadikgadi Pans i hele 70.000 år. Det vil sige indtil for ca. 130.000 år siden.

Da åbnede en grøn korridor sig angiveligt op mod nord, hvorefter en større gruppe forlod deres »vugge« og vandrede op mod det nuværende Etiopien. Derefter gik en anden gruppe omtrent 20.000 år senere mod syd.

Eske Willerslev, professor og DNA-ekspert

»De gør alt for vidtrækkende konklusioner på baggrund af deres data. Det er et eksempel på, at man totalt oversælger sit resultat.«

---

Har forskerne ret, er Khoisan-folket i en vis forstand vores stammødre, og gruppen, der vandrede mod nordøst for 130.000 år siden, fik senere yderligere eventyrblod i venerne – så meget at nogle af deres efterkommere endte med at forlade Afrika og med tiden bemægtige sig enhver landplet på kloden.

Botswana-hypotesen er besnærende. Men Danmarks og en af verdens fremmeste eksperter i forhistorisk DNA, professor Eske Willerslev, giver mildt sagt ikke meget for sine kollegers hypotese.

»En klar svupser«

»Jeg synes, det er helt forrykt, og jeg er meget overrasket over, at det er publiceret i Nature. Men en gang imellem er der en svupser, og det her er efter min mening en klar svupser,« siger han og tilføjer:

»Dele af studiet er interessant, men de gør alt for vidtrækkende konklusioner på baggrund af deres data. Det er et eksempel på, at man totalt oversælger sit resultat.«

Han peger på, at den særlige såkaldte haplogruppe – altså den oprindelige genetiske afstamning, som forskerne baserer deres konklusioner på – slet ikke behøver at være den tidligste, der findes af vores art. Der kan med andre ord sagtens have været endnu tidligere haplogrupper, som blot er udvasket i vores nutidige arvemateriale.

Men om muligt endnu mere problematisk er det efter Eske Willerslevs opfattelse, at forskerne mener, at vores oprindelige forfædre blev i nøjagtig den samme region gennem hele 70.000 år.

»Det kan selvfølgelig godt være rigtigt, men vi ved fra masser af genomstudier (studier af arvemateriale, red.), at folk i vidt omfang bevægede sig rundt. På den baggrund er det en vild antagelse, især fordi de baserer påstanden på mitokondrier og ikke på noget nukleart, altså genomdata, som er standarden i dag.«

Endvidere peger professoren på det relativt nylige og meget opsigtsvækkende fund i Marokko af anatomisk moderne menneskefossiler, som er hele 300.000 år gamle. En teori lyder imidlertid, at denne nordafrikanske gren af Homo sapiens uddøde, hvorfor deres særlige fingeraftryk ikke blev bragt videre til vores arvemateriale her i nutiden.

Skal man tro Eske Willerslev, er gåden om vores sande oprindelse dermed stadig i vidt omfang uløst. Det gælder ikke mindst spørgsmålet om, hvem de var, de efter alt at dømme højtudviklede fortidsmennesker, som gjorde vores gren af Homo-slægten mulig – et eller andet sted i Afrika.

Men Khoisan-folket i det sydlige Afrika vil fortsat være genstand for omfattende forskerinteresse. For under alle omstændigheder bærer de i sig en række urgamle spor, der peger mod noget oprindeligt i Homo sapiens. Og måske mod en datter af Eva.