I dag klokken 15.13 dansk tid blev Amazon-grundlægger og multimilliardær Jeff Bezos i sit rumfartøj, New Shepard, sammen med tre andre skudt ud til kanten af verdensrummet.
På den ti et halvt minut lange tur – deraf to et halvt minut i vægtløshed – kunne de fire »rumturister« betragte Jorden fra 107 kilometers højde gennem de hidtil største vinduer på et rumfartøj.
Således var ikke kun selve turen, men også rumkapslens design et første skridt ind i et spirende marked for rumturisme med en tophastighed på over tre gange lydens hastighed.
I sidste uge var det Virgin-ejer Richard Branson, der var den første til at tage på en selvbekostet tur til grænsen af verdensrummet og dermed indlede det private rumkapløb finansieret af investorer og rigmanden selv.
Også Tesla-stifter Elon Musk har efter sigende planer om at tage rejsen til rummet med sit rumfartsselskab, SpaceX.
Spøg og spas
Dekan og professor på Natural Sciences ved Aarhus Universitet og tidligere chef for DTU Space Kristian Pedersen er ikke udelt begejstret over, at turismen er ved at nå vægtløse højder.
»Det er et ret stort skridt, både Branson og Bezos har taget. Mon ikke andre venter i kulissen og overvejer, om rumturisme er noget, de skal gå ind i? Det oplagte næste skridt kunne være at sende folk i kredsløb.«
Kristian Pedersen mener imidlertid ikke, at uafhængige rumforskere kan lære voldsomt meget af private aktørers tilbud om at blive sendt op i 100 kilometers højde og ned igen i løbet af 11 minutter.
»Det er, om ikke spøg og spas, så i hvert fald tæt på. Der er dog en masse teknologi med hensyn til at udvikle de private rumture, der kan komme en bredere kreds end lige de rigmænd, der betaler for det, til gode.«
Kristian Pedersen nævner i den forbindelse opsendelse af satellitter og instrumenter til målinger af atmosfæren.
»Men at sende turister ud i rummet til et par minutters vægtløshed, det er der ikke meget videnskabeligt perspektiv i.«
Kristian Pedersen mener, at man med et stigende antal private rumflyvninger bliver nødt til at regulere flyvningerne, eksempelvis i FN-regi.
»Det kan ikke blive ved med at være det vilde vesten. Der er en ikke ringe kollisionsfare, når så mange ting farer rundt omkring Jorden. Hvis alle og enhver begynder at skyde raketter op, skal man have noget trafikkontrol og regulering – blandt andet af radiofrekvenserne.«
Hvis eller når det første uheld indtræffer for en privat, bemandet raketopsendelse, vil det sandsynligvis kun have midlertidig negativ effekt for billetsalget, vurderer Kristian Pedersen.
»Så længe det går godt, er der entusiasme omkring projekterne, men mon ikke de vil komme over det, som man har gjort i andre brancher,« siger rumforskeren.
Med forskerhatten på
Entusiasmen var til at føle på op til dagens raketopsendelse fra den vesttexanske ørken, hvorfra opsendelsen fandt sted klokken 9.13 lokal tid.
En billet til den korte tur blev solgt på auktion i sidste måned, hvor 7.600 bydere fra 159 lande deltog. Pris: 28 millioner dollar. Den anonyme byder meldte dog afbud, hvorefter en 18-årig student fra Holland fik chancen. Den anonyme får sin dyrt bekostede rumtur på et senere tidspunkt.
»Hvis jeg tager forskerhatten på, er der en begejstring over, at det teknologisk kan lade sig gøre,« siger Kristian Pedersen om dagens raketopsendelse.
»Men med min menneskelige hat kan man spørge: Er det den slags, vi skal gå massivt ind i og bruge vores sparsomme ressourcer på? Skulle vi ikke sende noget andet ud i rummet?«
Kristian Pedersen er ikke manden, der vil booke billet til næste sviptur ud til grænsen af verdensrummet.
»Risikoen er lige høj nok, men hvis prisen kommer langt nok ned, kunne det da være fantastisk at se vores egen klode udefra.«
