Spanien gisper under ubeskrivelig hede, men »om 30 år vil en sommer som denne blive opfattet som kold«

Forleden blev der sat ny europæisk varmerekord med smeltende 48,8 grader på Sicilien. Nu er dynen af ubærlig hede rykket til Sydspanien, hvor myndighederne har oprettet kølecentre og frygter ny spansk varmerekord. Ifølge dansk klimaprofessor ville heden næppe have været lige så ekstrem uden menneskelig påvirkning.

Lørdag gik et gadetermometer i den sydspanske by Cordoba helt op i det røde felt. En ny spansk varmerekord er ikke utænkelig her i weekenden. Jorge Guerrero/AFP/Ritzau Scanpix

Netop som FNs klimapanel har lanceret en dyster klimarapport, der blandt meget andet advarer om, at mennesker allerede har givet et puf til hedebølger, gisper store dele af Sydeuropa under noget, der ligner den mest intense europæiske hede i mands minde.

Den foreløbige kulmination opstod i onsdags, da kviksølvet i den historiske by Siracusa på Siciliens østkyst, nærmest blev rødglødende og ramte hele 48,8 grader – mere end 12 grader varmere end den højeste temperatur, der nogensinde er officielt målt herhjemme.