Klimaadvarslen fra FN er dybt alvorlig – men det kan i sidste ende blive en gevinst for Danmark

Analyse: Den nye og dystre FN-klimarapport er en streg i regningen for klimaskeptikere. Men alle bør tage den alvorligt, ikke mindst herhjemme, for i sidste ende kan de alvorlige budskaber fra verdens højeste klimaforskningsmyndighed blive en kæmpe fordel for det grønne og løsningsorienterede Danmark.

Timingen kunne næppe have været »bedre«.

For FN-klimapanelet IPCCs nye, skræmmende og politisk afgørende rapport om klodens klimatilstand bliver offentliggjort, netop som tyske byer rejser sig af mudderet fra ekstrem nedbør og oversvømmelser, Canada ryster sveden af sig efter en historisk voldsom hedebølge, og tørke, ubærlige hedebølger og omfattende skovbrande hærger i Tyrkiet og Grækenland.