Hvad er PFAS?
Det er en samlebetegnelse for tusinder af forskellige kunstigt fremstillede såkaldte fluorstoffer. De har ikke noget at gøre med den fluor, man finder i tandpasta. Forkortelsen står for perfluoroalkylstoffer. En af de vigtigste undergrupper af PFAS kaldes for PFOS.
PFAS-stoffer har været flittigt anvendt i industrien siden 1950erne. Som følge af især deres vand- og fedtskyende egenskaber har de fundet anvendelse i utallige produkter – i brandslukningsskum, i maling og visse tekstiler, i bagepapir, kosmetik, tandtråd, pizzaæsker, imprægneringsvæsker og »non-stick«-pander, herunder teflonpander.