Vi bader os i kunstigt lys: »Det svarer til at overmale Rundetårn med graffiti«

I de seneste ti år er nattehimlen i kraft af stigende mængder kunstigt lys blevet næsten ti procent lysere. Det spolerer ikke bare vores udsigt til stjernevrimlen. Vi mister også et stykke kulturhistorie, ligesom vores nattesøvn forringes.

Ifølge astronomer er dette ikke et billede af nattens skønhed over Europa, men et billede af forurening. NASA

Billeder taget oppe fra Den Internationale Rumstation af vores jordklode om natten er ofte dybt bjergtagende.

For hvad enten vi snakker om Vesteuropa, USAs østkyst eller det befolkningsrige Østasien glimter storbyerne som dyrebare juveler nede i mørket.