Baby-universet: 2003

Tre år inde i det nye årtusind fik vi det første billede at se af altings begyndelse. Det sensationelle billede blev til på baggrund af målinger fra den amerikanske rumsonde WMAP, og det viste os, hvordan universet i en vis forstand så ud bare 380.000 år efter Big Bang. Først da kunne lyset undslippe den ubegribeligt energirige ursuppe, der havde eksisteret indtil da. Siden er billedet af de hårfine temperaturforskelle i babyuniverset blevet raffineret, og de meget præcise målinger af den såkaldte kosmiske mikrobølgebaggrund har givet videnskaben talrige nye indsigter. Ikke mindst har de medvirket til at sandsynliggøre, at op mod tre fjerdedele af hele universet består af dybt mystisk mørk energi, der skaber en vedvarende acceleration eller kraftigere og kraftigere »oppustning« af det ganske univers.