Forsker finder massegrav fra dagen, da dinosaurerne forsvandt: »Det bliver ikke større«

Et frossent øjebliksbillede af massedøden, da asteroiden ramte og forandrede alt. Sådan beskriver euforiske forskere den sensationelle opdagelse af en reel massegrav for dyr og planter, der blev væltet over ende af apokalypsen fra rummet for 66 mio. år siden.

Livet på hele jordkloden blev bragt ud på eller over overlevelseskanten som følge af det gigantiske asteroidenedslag for knap 66 mio. år siden. Sebastien Decoret/Ritzau Scanpix

Det blev den frygteligste dag på kloden i de seneste mindst 100 millioner år.

En over ti kilometer stor og glødende kugle fra rummet styrtede med mindst 70.000 kilometer i timen ned gennem Jordens atmosfære og borede sig kilometerdybt ned i jordskorpen nær Mexicos Yucatanhalvø.