Fup, fakta og flagermus: Her er det største videnskabelige mysterium i årtier

En danskfødt forsker i verdensklasse er centralt involveret i den efterhånden rødglødende debat om coronavirussens oprindelse. For 17 måneder siden fik han mistanke om, at virussen kunne være laboratorieskabt, men siden har han skiftet holdning. Andre er mindre overbeviste – hvorefter verden er efterladt med det nok største videnskabelige mysterium i årtier.

I det internationale forskermiljø har debatten om coronavirussens oprindelse efterhånden nået feberstyrke.

Så rødglødende er den blevet, at en af de internationalt mest vidende og fremtrædende forskere på området, den danskfødte professor og virolog ved det amerikanske Scripps Research Institute Kristian G. Andersen, forleden slettede sin Twitterkonto.