»Fantastisk at tænke på«: Danskere med i opdagelsen af universets sande oldinge

Ved hjælp af et delvist »dansk« instrument på verdens største rumteleskop er videnskaben nu helt inde at røre ved de ældste stjerner, der nogensinde er opdaget. Det vil sige de stjerner, som vi i en vis forstand alle er »født« af. »Det er fantastisk at tænke på,« siger forsker tilknyttet instrumentet.

Her har det nye og kraftfulde James Webb-rumteleskop zoomet ind på et uhyre beskedent område af stjernehimlen, hvori gemmer sig den formentlig ældste og fjerneste galakse eller stjernesamling, der nogensinde er opdaget. 13,5 milliarder lysår er der derud. NASA/ESA/Ritzau Scanpix

Lad os forestille os, at vi skrumpede universets alder på svimlende 13,8 milliarder år ind til blot 100 år.

Så skal vi rejse næsten 98 år gennem tid og rum og tilbage til dengang, universet blot var et to år gammelt »spædbarn« – for at finde de fjerneste og dermed også ældste stjernesamlinger eller galakser, man nogensinde har haft i kikkerten.