»Alt ved denne opdagelse er hjernevridende«

Mennesket har fået en ny »sans« – et enestående instrument, som kan trænge ind i kosmiske dramaer, der ellers ville have været skjult for os. Det handler især om rummets mest ekstreme objekter. Vi drager gennem tid og rum til en begivenhed, der trodser fatteevnen.

Hvis begivenheden ellers ville have været synlig, kunne den have taget sig således ud: To voldsomt tunge sorte huller roterer om hinanden og smelter sammen med et chok, der vibrerer gennem rummet og tiden. Syv milliarder år senere opfanger to usædvanligt fintfølende instrumenter på Jorden bølgerne – hvorved dramaet kan afkodes. N. FISCHER, H. PFEIFFER, A. BUON

Lad os rejse gennem tid og rum – til en ganske anden æra i en ganske anden egn af universet.

Vi rejser nærmere bestemt syv milliarder år tilbage gennem tiderne og dermed til en epoke, hvor universet ikke engang var halvt så gammelt, som det er i dag. I disse tider var solsystemet og dermed vores nabolag her i galaksen mere end to milliarder år fra at blive dannet.