Vil Ukraine-drama fælde Trump? Romney kalder nu hans fremfærd for »rystende«

Amerikansk topdiplomat i Ukraine beskrev Trumps tilbageholdelse af 391 mio. dollar i sikkerhedsbistand til Ukraine som en »skør« plan for at sikre præsidenten »hjælp til en politisk kampagne«. Men Ukraine bøjer sig nu måske for Trumps krav om en efterforskning af hans største rival.

Republikanernes tidligere præsidentkandidat i 2012, Mitt Romney, har tidligere kritiseret Donald Trump i skarpe vendinger for ikke at have »rejst sig« til det amerikanske præsidentskabs værdighed. Nu kalder han Trumps fremfærd over for Ukraine og Kina, som præsidenten har bedt om at efterforske sin største rival, Joe Biden, for »forkert og rystende«. (Photos by Drew Angerer and Mandel NGAN / AFP) DREW ANGERER, MANDEL NGAN

Balladen om Donald Trumps pres på Ukraines præsident, Volodymyr Selenskyj, i en telefonsamtale 25. juli for at få snavs på og udenlandsk efterforskning af favoritten til at udfordre ham ved præsidentvalget næste år, Joe Biden, står ved en skillevej.

På den ene side er Ukraine måske på vej til at bøje sig for presset. På den anden kalder toprepublikaner Trumps pres på Ukraine for »rystende«, mens tekstbeskeder afslører intern konflikt mellem diplomater om, hvorvidt Trump med vilje forsinkede militærhjælp til Ukraine i et fordækt politisk spil.