Våbenelsker erkender at have arbejdet for Rusland – men ikke med spionage og »honningfælder«

Den 30-årige russiske våbenelsker har erkendt at have drevet lobbyvirksomhed på vegne af Rusland, men de værste anklager mod hende holder formentlig ikke.

Maria Butina er her fotograferet under et møde i Den Russiske Føderations Civilkammer. Ritzau Scanpix

Hun opsøgte konservative amerikanere, og i deres øjne var hun den helt rigtige slags russer.

Hun elskede våben og kirken og nød at omgås spidserne i våbenlobbyen National Rifle Association (NRA). Hun charmerede republikanske præsidentkandidater og endte med at støtte Donald Trump. Hun tilbragte sidste års thanksgiving hjemme hos en republikaner fra South Carolina, fulgtes med en af Donald Trumps valgkampstrateger til en rockkoncert, og hun hjalp en Rockefeller-arving med at organisere »venskabelige middagsselskaber« med indflydelsesrige personer i Washington.

Torsdag erklærede den 30-årige Maria Butina sig skyldig i at have optrådt som agent for en fremmed magt. Hun indgik en aftale med anklagemyndigheden og erkendte ved samme lejlighed, at hendes handlinger var motiveret af andet og mere end hendes personlige overbevisning.

Maria Butina grundlagde en organisation med navnet »Retten til at bære våben«. Press Service of Civic Chamber o

Som del af aftalen indrømmede Maria Butina, at hun havde deltaget i en målrettet indsats med støtte fra det officielle Rusland. Hensigten var at åbne uofficielle kontakter til indflydelsesrige amerikanere i NRA og i det republikanske parti samt at overbevise disse om, at Rusland var et venligtsindet land og ikke en fjende.

Maria Butinas tilståelse retter nu søgelyset mod de amerikanere, hun arbejdede sammen med, herunder fremstående medlemmer af NRA og hendes kæreste, den 56-årige Paul Erickson, som i mange år har været aktiv i det republikanske parti, men nu er anklaget for svindel i tre stater. Anklagemyndigheden undersøger i den forbindelse, om Paul Erickson og andre, der hjalp Maria Butina, havde kendskab til hendes forbindelser til den russiske regering.

Maria Butina har indvilliget i at samarbejde med efterforskerne og vil derfor formentligt få en nedsat straf – hvis hun da ikke ligefrem bliver løsladt efter at have tilbragt fem måneder i varetægtsfængsel. Ud fra retsdokumenterne at dømme vil hun formentligt blive deporteret.

Guvernører og Donald Jr.

Anklagerne har allerede måttet bakke ud af de mest slibrige anklager mod Butina – nemlig at hun anvendte sex og »honningfælder« som lokkemiddel.

Tidligere på ugen forklarede anklagemyndigheden, at Maria Butina oprigtigt ønskede at opnå en universitetsgrad, og derfor ikke blot lod som om, hun var en studerende i USA. Anklagemyndigheden frafaldt også anklager om, at hun var i kontakt med den russiske efterretningstjeneste, og at hun udnyttede Paul Erickson til at skaffe sig adgang til andre indflydelsesrige amerikanere.

Maria Butinas advokater har på det kraftigste afvist det billede, der er blevet tegnet af deres klient. Hun har åbent advokeret for en mere imødekommende politik over for Rusland og tættere forbindelser mellem sit hjemland og USA, mens hun studerede ved American University i Washington, fremhæver advokaterne.

Maria Butina har da heller ikke lagt skjul på sine evner til at komme tæt på indflydelsesrige, ældre mænd. Hun har stillet op til fotografering med prominente republikanere som Wisconsins guvernør, Scott Walker, og andre tidligere præsidentkandidater. Hun er endda blevet fotograferet sammen med Donald Trump Jr., præsidentens ældste søn.

Efterforskningen er uafhængig af den særlige anklager Robert Muellers undersøgelser. Maria Butina blev anholdt i juli i forbindelse med en bredere anlagt efterforskning i justitsministeriet og FBI, som rakte længere tilbage end præsidentvalget i 2016.

Oversættelse: Lars Rosenkvist