Trussel får anklager til at anmode om mundkurv på Trump – som lover at gå til modangreb

Trump truer sine modstandere i retten, mener den særlige anklager Jack Smith, der nu har anmodet domstolen om en juridisk mundkurv på ekspræsidenten. Samtidig har Trump i en tale lovet sine tilhængere, at han vil svare på »angreb« med modangreb.

Den tidligere præsident Donald Trump talte fredag på et møde for republikanere i Alabama, efter at han samme dag havde optrådt i retten, hvor han står anklaget for sammensværgelse mod nationen. På mødet i Alabama lovede han, at han ville gå til »modangreb« hvis han blev angrebet af sine modstandere.     JULIE BENNETT

Et løfte om at svare igen på »angreb« på sin person, som Donald Trump har delt på sit eget sociale medie, Truth Social, har fået den særlige anklager, Jack Smith, til at anmode domstolen om at beskytte vidner mod trusler ved at pålægge Trump en juridisk »mundkurv«. Jack Smith er anklager i sagen, hvor ekspræsidenten blandt andet står anklaget for sammensværgelse med henblik på at bedrage USA.

»Hvis du går til angreb på mig, går jeg til angreb på dig,« skrev Donald Trump med udelukkende store bogstaver. Et budskab, som hans tidligere pressesekretær i Det Hvide Hus, Stephanie Grisham, kalder »uhyggeligt«.