Trump og USAs højrefløj elsker den kontroversielle film – men den finder næppe vej til Danmark

Filmen »Sound of Freedom« er blevet et stort publikumshit i USA, hvor den beskyldes for at sprede konspirationsteorier om trafficking med børn. I Danmark vurderer Nordisk Film, at den næppe kan blive et hit i samme skala.

En amerikansk film om handel med kidnappede børn er blevet et overraskende biografhit i USA, samtidig med at den beskyldes for at sprede konspirationsteorier, der trives på den yderste amerikanske højrefløj, om Hollywood og den politiske elite.

De fleste danskere har hørt om »Barbie«-filmen og filmen om atombombens opfinder, »Oppenheimer«, der indtil videre har solgt rekordmange biografbilletter for henholdsvis 4,7 milliarder kroner og 3,4 milliarder kroner. En tredje film med titlen »Sound of Freedom«, der er produceret af et mindre filmselskab, Angel Studios, er imidlertid godt med i kapløbet om biografgængernes gunst og havde på et tidspunkt blandt andet overhalet Tom Cruises nye »Mission Impossible«-film.