Trump modtaget af protester under sin rundtur til sørgende byer efter massakre

Det var ikke med stor begejstring, at borgmestrene i de to byer, der i weekenden blev mål for masseskyderier i USA, onsdag tog imod Trump. Præsidentens mål var at vise medfølelse og at samle landet.

Demonstranter uden for Miami Valley Hospital i Dayton krævede våbenreform, da præsident Trump onsdag kom på besøg med sin kone Melania for at møde overlevende fra weekendens masseskyderi. Scott Olson/Getty Images/AFP SCOTT OLSON

Det var med stærkt blandede følelser, at præsident Donald Trump og USA's førstedame Melania Trump onsdag blev modtaget under rundtur til to byer, Dayton i Ohio og El Paso, der i weekenden blev ramt af grufulde masseskyderier med i alt 31 dræbte.

Præsidentparret indledte deres rundtur på Miami Valley Hospital i Dayton for at besøge overlevende efter skyderiet i byens barkvarter, men blev uden for mødt af protesterende med skilte med krav om stramninger af USAs liberale våbenlov.

Målet med besøget var at vise medfølelse og kalde til samling i et splittet USA.

Men Trump var også optaget af at gøre opmærksom på, at gerningsmanden i Dayton »havde en historie med at støtte politiske figurer som Bernie Sanders, Elizabeth Warren og ANTIFA«, som Trump skrev på Twitter for at gå op imod kritikere, der anklager præsidenten for med sin retorik at have et medansvar for skyderiet i El Paso, hvor gerningsmanden var en hvid racist.

Trump vinker, før han går ombord på Air Force One for at flyve videre til El Paso efter at have besøgt gerningsstedet for weekendens masseskyderi i Dayton, Ohio. REUTERS/Leah Millis LEAH MILLIS

Allerede inden Trumps besøg gav hverken Daytons demokratiske borgmester, Nan Whaley, eller El Pasos republikanske borgmester, Dee Margo, udtryk for stor begejstring over præsidentens besøg.

Nan Whaley sagde tirsdag, at hun var »skuffet« over Trumps kommentarer dage forinden om weekendens to massakrer dagen f. Her fordømte han for første gang hvidt overherredømme, men igen kom han ikke demokraternes tilbagevendende krav om stramninger over for besiddelse af automatvåben i møde. I stedet fokuserede i præsidenten på at adressere psykisk syge og gå op imod had på de sociale medier.

»Når han kommer som præsident, vil jeg modtage ham. Men jeg håber, at han kommer her for at tilføre værdi og hjælpe vores samfund, og jeg håber, at det ikke kun handler om et pressestunt, og at det er fordi, at han faktisk vil gøre noget,« sagde Nan Whaley.

Efter deres møde sagde hun, at hun virkelig håbede, at han ville flytte sig og bede Kongressen om at indføre forbud imod halvautomatiske angrebsvåben, som altid bruges ved masseskyderier, som der i snit er ét af om dagen i USA.

Vi vil ikke tillade, at nogen portrætterer El Paso på en måde, der ikke stemmer overens med vores historie og værdier

Dee Margo bekræftede også uentusiastisk, at han så sit møde med Trump i dag som sin »formelle pligt« i sin »officielle« egenskab af at være borgmester i El Paso. Og tilføjede at han »fortsat ville udfordre enhver skadelig og upræcis udtalelse omkring El Paso«.

»Vi vil ikke tillade, at nogen portrætterer El Paso på en måde, der ikke stemmer overens med vores historie og værdier,« fortsatte han.

Dette skal ses i lyset af, at gerningsmanden i El Paso var en hvid racist, der i et manifest skrev, at han ville gøre op med »den latinamerikanske invasion af Texas« for at undgå en »kulturel og etnisk udskiftning« og for at »genvinde mit land fra ødelæggelse«.

Og derudover at manifestet bærer præg af Trumps retorik generelt og under hans første valgstævne for at blive genvalgt i 2020, hvor præsidenten havde valgt netop El Paso på grund af byens placering på grænsen til Mexico og på grund af byens udprægede latinamerikanske befolkning. 83 procent af byens indbyggere har latinamerikanske rødder.

Under sit stævne talte Trump om »invasionen« af latinamerikanere og for at understrege en pointe omkring illegale immigranter råbte han på et tidspunkt »mordere, mordere, mordere, drab, mordere«.

»Skyd dem,« lød en opfordring fra salen, hvortil Trump med et skævt smil noterede, at det kan man trods alt ikke i USA.

De sidste dage har ikke mindst den demokratiske præsidentkandidat, Beto O´Rourke fra El Paso, angrebet Trump for med »åben racisme at invitere til vold«.

Allerede forud for præsidentens besøg i dag skosede Trump på Twitter Beto for at have taget et »falsk navn for at indikere«, at han skulle have »latinamerikansk arv« og opfordrede Beto til at »respektere ofre og politiets arbejde - & tie stille«.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.