Trump har ikke vundet én sag om valgfusk – men skovler penge ind på grundløse anklager

Én måned efter præsidentvalget er de fleste af præsident Trumps søgsmål om valgfusk skudt ned. Ikke ét tilfælde af påstået svindel er godtaget af dommere, og præsidenten ydmyges nu af partifæller, herunder sin justitsminister. Til gengæld har han formået at gøre grundløse anklager til en pengemaskine.

Han havde ellers været på så god fod med præsident Donald Trump, at han havde sat sin mobil til at spille »Hail to the Chief« – den officielle hymne for præsidenten – når enten Donald Trump eller vicepræsident Mike Pence ringede, så han ikke missede opkaldet.

Men mens Arizonas republikanske guvernør Doug Docey forleden underskrev de dokumenter, der cementerede Joe Bidens sejr i staten, rakte han pludselig ned i inderlommen på sin jakke, trak sin mobil op – der svagt kunne høres spille »Hail to the Chief« – og lagde den blot fra sig på sit bord uden at svare. Og så var helvede løs.