Præsident Donald Trumps halvanden måneder lange forsøg på at omgøre resultatet af det amerikanske præsidentvalg med grundløse anklager om valgsvindel blev gjort til skamme, da de 538 valgmænd mandag med stemmerne 306 mod 232 officielt valgte Joe Biden til USAs 46. præsident.
Biden talte natten til tirsdag dansk tid om, at demokratiet »sejrede«, og at »integriteten i vores valg forbliver intakt« efter det mest »ekstreme« angreb på et demokratisk valg. Det åbne spørgsmål er, hvor stor skade Trump har gjort på sit eget parti ved at fastholde falske anklager om det »mest korrupte valg i USAs historie«.