Pilen peger på mulig sejr til Biden – så nu er fanden løs. Trump vælter ud med vilde påstande om svindel

Det mareridt, som mange havde frygtet ville udfolde sig i kølvandet på det amerikanske præsidentvalg, er nu en realitet. En del peger på, at Joe Biden styrer mod sejr. Men Donald Trump hævder, han har vundet og vil derfor udfordre resultatet på flere fronter.

Præsident Trump sammen med sin kampagneleder Bill Stepien. Onsdag krævede de omtælling af stemmerne i Wisconsin. Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix

Præsident Donald Trump har sagt, at hele hans liv »handler om at vinde«, at han »ikke kan lide tabere«, og at når »nogle udfordrer dig, skal du slå tilbage, brutalt og hårdt«.

Karakteristikken indrammer det kaotiske opgør, der udspiller sig i kølvandet på USAs præsidentvalg. For selv hvis Demokraternes kandidat, Joe Biden, vinder de afgørende 270 valgmænd – hvilket en del peger på – nægter Trump at erkende sit nederlag. Nevada, hvis resultat først foreligger torsdag, er lige nu en af nøglerne til Bidens mulige sejr.