Der er onsdag demonstrationer i en række amerikanske byer efter tirsdagens præsidentvalg. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Det foreløbige valgresultat er langt tættere end forventet og beskyldninger om valgsvindel har ført til frygt for vold og optøjer.
I Detroit har en stor gruppe af præsident Donald Trumps tilhængere samlet sig foran et valglokale.
Demonstranterne råber »stop med at tælle« og har forsøgt at bryde ind i lokalet. Amerikanske medier beskriver, at der er en hektisk stemning foran lokalet.
Onsdag har der også været demonstrationer i byer som Seattle, Philadelphia, Washington og New York.
Der er endnu ikke nogen meldinger om sårede i forbindelse med demonstrationerne.
I Phoenix i delstaten Arizona har hundredvis af Trump-tilhængere samlet sig foran rådhuset og et valglokale.
Ifølge det amerikanske medie CNN er flere af demonstranterne ved rådhuset bevæbnede. Det er lovligt at bære våben i Arizona.
CNN rapporterer, at optællingen i valglokalet fortsætter, men at CNN's medarbejdere og andre journalister skal forlade bygningen af sikkerhedsmæssige årsager.
Ved rådhuset råber demonstranterne »skam over Fox«, efter at tv-stationen Fox News tidligt havde udnævnt Joe Biden som vinder i delstaten.
I Chicago har flere demonstranter samlet sig på gaden og foran byens Trump Tower.
Demonstranterne lyser med mobiltelefoner og lommelygter for at symbolisere deres utilfredshed med Trump-lejrens forsøg på at standse optællingen af stemmer i flere vigtige svingstater, herunder Georgia, Pennsylvania og Michigan.
I Philadelphia samlede omkring 200 demonstranter sig onsdag eftermiddag til en protest, de betegnede som »et forsvar for demokratiet«. Gruppen bestod af fagforeninger, klimabevægelser og andre.
Politiet i byen Portland i delstaten Oregon har anholdt flere demonstranter, som kræver hver stemme optalt.
En nyhedsvært på Koin 6 skriver på Twitter, at det drejer det sig om demonstranter, som blandt andet har smadret ruder.
Flere demonstranter i Minneapolis i delstaten Minnesota skulle desuden være anholdt, skriver Karen Scullin fra Fox 9 på Twitter.
Ifølge USA Today er mere end 100 organiserede demonstrationer planlagt i dagene frem til weekenden.
/ritzau/