Det var kun et spørgsmål om tid, før det blev bragt op under TV-debatten, og da Bernie Sanders endelig blev udfordret på, at han under et møde med Elizabeth Warren i hendes lejlighed i Washington i december 2018 skulle have sagt, at en kvinde ikke kan vinde det amerikanske præsidentvalg, grinede han først afvæbnende.
»Det har jeg aldrig sagt,« sagde han så – tydeligvis klar over, hvor giftig denne debat er i et parti fyldt med feminister og forkæmpere for at få USAs første kvindelige præsident. Men for Warren var spørgsmålet en gave. For CNNs moderator Abby Phillip sendte det kækt videre for at høre, hvad Warren syntes om Sanders svar.
»Jeg er uenig,« svarede senatoren ikke overraskende under den sidste TV-debat natten til onsdag dansk tid mellem de demokratiske præsidentkandidater tre uger før det første primærvalg i Iowa.
Og selv om Elizabeth Warren på diplomatisk vis tilføjede, at »Bernie er min ven, og jeg er ikke her for at slås med Bernie«, brugte hun straks kønsdebatten til at få indskudt en pointe, der kunne sælge hende som kvindelig præsidentkandidat.

Hun påpegede, at hun var den eneste af de seks håbefulde præsidentkandidater på scenen, som har slået en folkevalgt etableret republikaner i 30 år.
»Se alle mændene på denne scene,« sagde hun med henvisning til senator Bernie Sanders, tidligere vicepræsident Joe Biden, borgmester Pete Buttigieg og forretningsmanden Tom Steyer.
»Samlet set har de tabt ti valg. De eneste mennesker på denne scene, der har vundet alle valg, som de har deltaget i, er kvinder. Amy og mig,« sagde hun med henvisning til senator Amy Klobuchar.
Elizabeth Warren har de seneste måneder tilbagevendende kørt valgkamp på sexisme og mangel på ligestilling i politik og har også trukket eksempler frem på, hvordan hun selv har oplevet det at være kvinde i politik.
Under valgstævner har hun ifølge CNN fortalt, hvordan mandlige kolleger har rådgivet hende til at smile mere, og i 2012 blev hun frarådet at stille op til Senatet, fordi hun var kvinde, har hun fortalt.
»Igen og igen får vi at vide, at kvinder ikke må være vrede. Det gør os uattraktive for magtfulde mænd, der ønsker, at vi skal være stille,« skrev Warren i en kampagnemail i november under overskriften: »Jeg er vred, og jeg ejer det.«
Og i sidste måned sagde hun i Las Vegas, at hun havde levet nok af sit liv med mænd, »der har bedt mig sidde ned og at være stille«.
Amy Klobuchar har også sagt, at kvinder med så lidt erfaring som 37-årige Pete Buttigieg – han har været borgmester i South Bend i otte år – ikke ville have kvalificeret sig til den demokratiske debat, da kvinder bedømmes ud fra en højere standard.
De eneste mennesker på denne scene, der har vundet alle valg, som de har deltaget i, er kvinder. Amy og mig.Elizabeth Warren
Joe Biden sagde også for nylig, at Hillary Clinton var blevet udsat for »uretfærdige« sexistiske angreb under den sidste valgkamp. Men han syntes at vende det til, at det derfor var bedre med en mandlig kandidat.
Tre år efter at Donald Trump ødelagde Demokraternes håb om at vælge deres første kvindelige præsident med Hillary Clinton, er der med andre ord på ny drysset salt i såret.
Clintons tab i 2016 chokerede mange demokrater og fik mange til at undre sig over, om USA var klar til en kvindelig præsident.
Men det opmuntrede også kvinder til at blive mere politisk involveret, hvilket førte til et rekordstort antal demokratiske kvinder i Kongressen efter midtvejsvalget i november 2018.
En del demokrater er dog også i tvivl om, hvorvidt en kvindelig kandidat i stedet for en mand er den bedste til at slå Donald Trump, som mange demokrater ser som sexistisk mobber.
Det, jeg sagde den aften, var, at Donald Trump er en sexist, en racist og en løgner, der vil bruge alle våben.Bernie Sanders
Men Elizabeth Warren – den bedst placerede kvinde i det demokratiske præsidentfelt – blæser til kvindekamp, og satser på at få trukket et stort antal kvinder til at møde op og stemme som til midtvejsvalget i 2018.
Og på den måde håber hun, at debatten om, hvorvidt USA er klar til en kvindelig præsident, kan give hende ny medvind.
Den tog ny fart, da CNN mandag i en artikel beskrev, hvordan Sanders og Warren under en sammenkomst i hendes lejlighed ifølge fire kilder skulle havde sagt, at en kvinde ikke kunne vinde over Donald Trump.
En påstand som Sanders både under TV-debatten og i en erklæring 24 timer tidligere dog kaldte »latterlig«.
»Det er latterligt at tro, at på det samme møde, hvor Elizabeth Warren fortalte mig, at hun ville stille op som præsident, at jeg skulle have sagt til hende, at en kvinde ikke kan vinde,« lød det fra Sanders.
»Det, jeg sagde den aften, var, at Donald Trump er en sexist, en racist og en løgner, der vil bruge alle våben. Tror jeg, at en kvinde kan vinde i 2020? Selvfølgelig! Når alt kommer til alt, så slog Hillary Clinton altså Donald Trump med tre millioner stemmer i 2016.«
Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA