»Gammel«, »creepy« og forfulgt af tragedier – men Obamas skygge er stadig favorit til at udfordre Trump

Portræt: Først blev han kritiseret for at være for gammel. Nu anklages han for at være for nærgående. Men den 76-årige tidligere vicepræsident Joe Biden, der også har været forfulgt af personlige tragedier, er fortsat favorit til at blive demokratisk præsidentkandidat.

Joe Biden ses som en mand, der kan flytte mange af de hvide middelklassevælgere i Midtvesten, som sikrede Donald Trump præsidentskabet i 2016, tilbage til Demokraterne. (Foto: SAUL LOEB/Scanpix 2015) SAUL LOEB

Fredag kunne 76-årige Joe Biden ikke længere lade være med at joke med anklagerne mod ham for at være en »creepy« gammel gris, der krammer kvinder og nogle gange sågar kysser dem på håret.

Trumps nok farligste udfordrer i 2020 holdt en tale for elarbejdere i Washington D.C. efter en uge, hvor den ene kvinde efter den anden - foreløbig syv - er stået frem og har fortalt, at de har følt sig ubehageligt til mode ved, at den tidligere vicepræsident er gået fysisk for tæt på dem.