Der er noget ironisk over, at Elise Stefanik onsdag i et giftigt opgør om magten i Det Republikanske Parti ventes at skubbe den Trump-kritiske Liz Cheney af pinden som partiets tredjehøjest rangerede i Repræsentanternes Hus.
For ikke blot er Cheney mere konservativ end Stefanik, som nogle konservative sågar beskriver som liberal –Stefanik var også tidligere en udtalt kritiker af Donald Trump. I dag står Elise Stefanik som billede på, hvor tungt Donald Trump sidder på magten i partiet, idet hun har foretaget en gigantisk kovending og har rettet ind.