Efter kaotisk start er »Cæsar« og Danmarks nye ambassadør for alvor klar til USA: »Det er som en tag-selv-slikbutik«

Danmarks nytiltrådte ambassadør i USA, Lone Dencker Wisborg, var taget ud i Kastrup Lufthavn flere timer før end normalt, da hun skulle have sine tre hunde med ombord på SAS-flyet til Washington.

Det var et større projekt, da den største af dem, en granddanois med navnet Cæsar, først skulle checkes ind i cargoterminalen for at blive fløjet i en stor lukket trækasse med lufthuller. Og snart efter gik alt galt.

Da Lone Dencker Wisborg endelig havde afleveret Cæsar og stod med sine fire kufferter og to mindre hunde, Buller og Karlo, ved SAS-skranken for selv at blive checket ind, blev flyet aflyst.

Lufthavnspersonale måtte ud og finde træboksen med Cæsar på et afrejselager, hvorefter Wisborg måtte udskyde sin flytning til den amerikanske hovedstad og drage tilbage til sin tømte lejlighed i København med sine tre hunde.

»Der var intet. Ikke engang en bid mad i køleskabet. Alt var ryddet ud. Jeg måtte låne en madras af nogle venner,« fortæller hun Berlingske.

Danmarks 53-årige nye topdiplomat i USA tilbragte derfor sin første nat på gulvet i en tom lejlighed i København med sine tre hunde. Men kaosset fortsatte.

Cæsar blev så stresset over situationen, at den bed en af de andre hunde, hvorefter ambassadøren meget tidligt næste morgen måtte tage den til dyrlægen, inden de skulle med det næste SAS-fly. 24 timer efter det, der blev aflyst.

Den udskudte afrejse og flytning gjorde tillige, at hun kom for sent til sit allerførste arrangement på den danske ambassade i Washington, hvor hun var vært for et energitopmøde med fokus på grøn energi og vindmøller.

»De ringede og ringede fra ambassaden for at høre, hvornår jeg kunne være fremme. Det var ret kaotisk.«

Omvendt viste måden, som Wisborg tacklede den sene ankomst på, hvorfor hun kaldes sej og professionel.

»De holdt gæsterne hen og serverede lidt ekstra vin. Jeg kom en time for sent, men sprang bare ind og holdt min tale.«

Trump-hilsen til Dronningen

Da Berlingske møder Lone Dencker Wisborg i residensen på den danske ambassade i Washington, griner hun højt, når hun fortæller om den afsindige start på hendes nye job.

Selv om hun har susende travlt, er det hele trods alt mere roligt nu end i det første kaotiske døgn og for den sags skyld også mere behageligt.

Residensen er indrettet med dansk kunst på væggene, danske opslagsværker i reolerne og danske møbelklassikere for at promovere dansk design for de mange amerikanske gæster. Fra en stor balkon er der udsigt over ambassadens have, hvor Cæsar farer rundt, tygger i grene og i dag tydeligvis trives.

Om et par måneder flytter Lone Dencker Wisborgs 15-årige søn Oscar også ind. En søn, som hun har alene, hvilket vi skal komme tilbage til. De har aftalt, at han gør sin 9. klasse i Danmark færdig, før han til sommer flytter til USA og begynder på den britiske skole i Washington.

Men haven og de fine store lokaler, der udgør ambassadørens residens, får de altså ikke for sig selv.

For de bruges samtidig til de talrige arrangementer, som ambassaden afholder for at dyrke forbindelser og varetage danske interesser i USA.

»Jeg har det som et barn i en tag-selv-slikbutik. Der er så meget at gøre og at vælge imellem. Invitationer vælter ind. Man skal virkelig prioritere skarpt. Men ambassaden har fantastiske folk, der briefer mig, og det hele kører faktisk som en smurt maskine.«

I sidste uge overrakte Wisborg personligt præsident Trump sit formelle akkrediteringsbrev fra dronning Margrethe, hvor Danmarks statsoverhoved anmoder præsidenten om, at Wisborg kan agere på Danmarks vegne. Herunder at kunne opsøge alle medlemmer af Kongressen og administrationen.

Hun blev sammen med ti andre nytiltrådte ambassadører kørt i kortege i hver sin limousine – Wisborgs med det amerikanske og danske flag – til Det Hvide Hus, hvor de efter æresgarde, fanfare og at have skrevet sig i præsidentens gæstebog én efter én gik ind i Det Ovale Værelse for at møde Trump.

»Det varede ikke mere end halvandet minut, og der var mest tale om udveksling af høflighedsfraser. Men jeg overbragte mit akkrediteringsbrev og en hilsen fra Dronningen, sådan som det er kutyme. Og Trump gengældte og sendte en hilsen til Dronningen den anden vej.«

Lone Dencker Wisborg, der har bestridt en stribe chefposter i udenrigstjenesten og kommer fra et job som direktør for Ressourcer og Udvikling i Udenrigsministeriet, havde allerede inden sin ankomst til Washington forberedt sig grundigt på sit nye job.

Ligesom da hun tilbage i 2011 blev udsendt til sin første ambassadørpost i Madrid i Spanien. Dengang skulle sproget læres fra bunden, og ved siden af undervisningen i spansk så hun en masse film af den spanske instruktør Pedro Almodóvar for at blive skarp til sproget.

Opfrisket amerikansk historie

Denne gang kan hun sproget på forhånd. Men da hun allerede for flere måneder siden fik drømmejobbet i Washington, købte hun Erling Bjøls og Niels Bjerre-Poulsens 750 siders »USAs historie« for at få »frisket sin amerikanske historie op«, som hun siger.

Derudover opsøgte hun systematisk i Danmark over 50 politikere, embedsmænd, erhvervsfolk og lobbyister for at få deres input.

»Alle sammen folk der har interesser i USA. De mange samtaler gik lidt ud over læsningen i historiebogen, og jeg tror ikke, at jeg er kommet længere end til side 250 og år 1900. Så jeg har et stykke vej endnu. Men sådan er det nogle gange, når gode intentioner møder virkeligheden.«

I USA er hun nu med sin forgængers hjælp gået i gang med på lignende vis at opbygge et amerikansk netværk.

Den afgåede USA-ambassadør, Lars Gert Lose, som er blevet ny departementschef for Udenrigsministeriet, har sammen med en stribe afdelingschefer udarbejdet en lang liste over dem, der er vigtigst for Wisborg at møde fra Kongressen, administrationen, virksomheder, tænketanke og interesseorganisationer i USA.

Plan for de første 100 dage

»Jeg bad selv ambassaden om at give mig en liste over, hvad den fandt, at jeg skulle lave de første 100 dage. Det går rigtig stærkt, når man sætter sig i denne stol, og man kan let glemme en vigtig vinkel. Min sekretær er nu i gang med at plotte møder ind. Diplomati er netværk, så det skal bredes rigtig godt ud.«

Lone Dencker Wisborg er dog allerede afklaret omkring sine vigtigste prioriteter.

Helt overordnet er der naturligvis de mere traditionelle såsom at fremme dansk eksport og danske politiske interesser, herunder ikke mindst de sikkerhedspolitiske, og at sikre danske ministre gode aftaler med centrale politikere under besøg i Washington.

Og ikke kun at bruge kræfterne i Washington, men også at komme ud i det store land og arbejde tæt sammen med de enkelte delstater og guvernører, som Danmark har mange interesser til fælles med, herunder inden for grøn energi, sundhed og shipping.

Men Wisborg peger også på en ny vigtig prioritet for hende som USA-ambassadør.

»I al ydmyghed bliver det vigtigt for mig at forsøge at fastholde USA i sit globale lederskab og rolle i den internationale regelbaserede orden. Og den eksisterer kun, hvis USA er en del af den.«

Hun påpeger, at den har udgangspunkt i universelle værdier som demokrati og menneskerettigheder opbygget siden Anden Verdenskrig, og at den er forankret i stærke institutioner som FN, NATO, EU, Verdensbanken, IMF og WTO.

»Europa og USA har på mange måder opfundet de internationale spilleregler. Og vi har rigtig god grund til at holde fast i den regelbaserede verdensorden, for den udfordres på forskellig vis mange steder fra af såvel statslige som ikke statslige aktører. For selv om det nuværende system ikke altid er perfekt, er der ikke noget godt alternativ.«

Det lyder som en ny stor prioritet, der udspringer af, at Donald Trump rykkede ind i Det Hvide Hus?

»Det er ingen hemmelighed, at den transatlantiske alliance har været udfordret de sidste to år. Der har været stor uenighed mellem Europa og USA om frihandel, klima, Iran-aftalen og megen snak om byrdefordelingen i NATO,« siger ambassadøren og tilføjer:

»Det er vigtigt, at vi tager det lange lys på og holder fokus på vores fælles interesser – for eksempel i forhold til Rusland og kampen mod terror. Vi har en lang tradition for tæt samarbejde og har stået skulder ved skulder i en række af verdens brændpunkter og har en styrkeposition ved ganske konsekvent at have støttet USA i konflikter.«

Ambassadøren er også forberedt på, at Danmark kan blive et tema i USA op til præsidentvalget næste år.

Demokrater som senator Bernie Sanders har tidligere trukket den danske velfærdsstat frem som et forbillede, mens republikanere har trukket Danmark frem som et skræmmebillede på en socialistisk stat.

»Danmark kan måske igen blive udråbt som en socialistisk stat. Da bliver det min opgave hurtigt at gå ud med fakta for at fjerne enhver misforståelse. På samme måde som min forgænger Lars Gert Lose gjorde, da man på Fox News sammenlignede os med Venezuela.«

Danmark som særligt varemærke

Lone Dencker Wisborg vil i det hele taget sælge Danmark som en særlig kombination af en stærk velfærdsstat og en stærk markedsøkonomi.

»Vi har en stærk velfærdstat med et fintmasket sikkerhedsnet med dagpengesystem, gratis videregående uddannelse og et offentligt sundhedsvæsen, som er skattefinansieret. Men det er drevet af en stærk markedsøkonomi, hvor man har lave selskabsskatter, lav regulering af erhvervslivet og let ved at hyre og fyre medarbejdere. Alt det gør, at vi ikke er en socialistisk stat, og det må vi nuancere over for amerikanerne, så de forstår, at det er let at lave forretning i Danmark.«

Opgaverne er med andre ord mange og store, men Lone Dencker Wisborg er optimist.

Ligesom hun ser både en fordel i, at hun er Danmarks første kvindelige USA-ambassadør og er eneforælder til sønnen Oscar, som er donorbarn, »da jeg ikke lige mødte ham, der skulle være far til mit barn«.

»Men at jeg er alene med ham, gør det her rakkerliv som diplomat meget nemmere. For jeg har ikke en ægtefælle, jeg skal spørge, før jeg drager udenlands. I gamle dage var det mere almindeligt, at manden blev udstationeret som diplomat, og så fulgte konen med. Men i dag er det hele baseret på to karrierer, og ægtefællen er måske ikke indstillet på at opgive karriere og blive slæbt rundt på den måde. Dét problem har jeg så ikke.«

Fordelen ved at være kvindelig ambassadør handler dog ikke om forskel på mænds og kvinders evner.

»Men derimod alene det, at der er færre kvindelige ambassadører. Det gør, at vi bliver mere synlige i mylderet af diplomater i jakkesæt. Og det tror jeg helt seriøst er en fordel. Så det vil jeg bare udnytte.«

Hun håber samtidig at blive til »inspiration«, så flere kvinder træder frem og gør karriere.

»Jeg tror, det var vores finansminister Kristian Jensen, der engang sagde, at hvis man tror på, at evner er sådan omtrent ligeligt fordelt mellem kønnene, så er det da dumt at have den ene halvdel siddende på bænken. Og det synes jeg ærlig talt også.«

Dansk ligestiling skal udbredes

Hun har også tænkt sig at udbrede den danske dagsorden om ligestilling i USA.

»Danmark er et brand på ligestilling. Ikke, fordi der ikke er stærke kvinder i USA. Demokraternes Nancy Pelosi er en af dem, Hillary Clinton en anden. Men vi har i Danmark skabt nogle rammer med børnepasning, forældreorlov og flekstid, der gør det nemmere for kvinder at række ud efter de store poster. Det har jeg selv udnyttet. Selv ville jeg ikke have gjort karriere, hvis jeg følte, at det gik ud over min søn. Og sådan tror jeg, de fleste danske kvinder har det.«

Med sit målrettede fokus tror hun heller ikke, at hun som ambassadør »bare bliver kendt som hende med hundene«.

»Som diplomat handler det om at være topprofessionel og at vide, hvad man vil. Kun det er afgørende og gør indtryk. Dem, jeg møder er travle mennesker, og det, man kommer med, skal være relevant for dem.«

Fordelen ved en granddanois

Men kan det ikke øge synligheden og være en styrke i en by fyldt med politiske spillere, hvis man både er topprofessionel og har en granddanois?

Lone Dencker Wisborg slår en latter op.

Præsident Harry Truman sagde i sin tid, at hvis man vil have en ven i den amerikanske hovedstad barske politiske miljø, så »anskaf dig en hund«. Men måske kan en hund faktisk give venner, hvis der er tale om en granddanois.

»Når jeg går tur med Cæsar, springer folk i hvert fald ud af deres biler og spørger, om de må tage en selfie med dem selv og hunden,« siger Lone Dencker Wisborg, der også gerne viser den frem:

»Alle er velkomne til at se den, når de kommer her på ambassaden.«

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA