Donald Trump efter månedlang konflikt med Harvard: Tæt på aftale

USAs præsident siger, at Harvard og Trump-administrationen er tæt på at lande en aftale. Måske allerede i næste uge.

Harvard Universitet er det ældste universitet i Amerika og blev grundlagt før USAs fødsel. REUTERS/Faith Ninivaggi

Fronterne har længe været trukket helt op mellem Donald Trump og det prestigefyldte eliteuniversitet Harvard.

Den amerikanske præsident har truet med bål og brand, mens Ivy League-universitetet har trukket Trump-administrationen i retten.

Nu lader det til, at der er sket en forbrødring mellem de to.

Fredag skriver Donald Trump på Truth Social, at det er meget muligt, at en aftale mellem regeringen og Harvard allerede bliver annonceret i næste uge.

Præsidenten skriver yderligere, at de har arbejdet »meget tæt sammen med Harvard«, og at universitetet har »opført sig ekstremt hensigtsmæssigt under disse forhandlinger«.

 

Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.

Alternativt kan du se indholdet på truth-social

De mere forsonende toner fra Donald Trump kommer efter flere måneders konflikt mellem ham og eliteuniversitet.

Tilbage i april brød konflikten ud i fuldt flor, da Donald Trump sendte et brev til Harvard med en lang række krav.

Kravene var Trump-administrationens ønske om et opgør med amerikanske universiteters fokus på såkaldt DEI-politik, ansættelsespolitik og trodsighed, hvad angår konsekvens over for propalæstinensiske demonstranter og antisemitisme.

Harvard afviste at efterleve kravene og få timer senere varslede Trump-regeringen stop for føderal milliardstøtte til Amerikas ældste universitet.

I maj måned gik Trump-administrationen endnu længere og ville forbyde Harvard at have udenlandske elever fra næste skoleår.

I forbindelse med indgrebet dengang hævdede Kristie Noem, USAs minister for indenrigssikkerhed, at »Harvard er ansvarlig for at fremme vold, antisemitisme og koordinere med det kinesiske kommunistparti på dets campus«.

Men nu kan stridsøkserne måske snart begraves.