Den dag Michelle Obama ringede til mig

Forleden fik Berlingskes korrespondent i USA, Michael Bjerre, et overraskende opkald fra USAs tidligere førstedame.

Det er valgår, og Michelle Obama er med ét blevet mere udfarende. Yen Duong/Reuters/Ritzau Scanpix

Opkaldet var uventet, men det var for at redde liv her i Washington D.C., hvor jeg bor med min familie.

»Hej, det er Michelle Obama,« lød det, og lige et kort øjeblik tænkte jeg, at det måtte være en joke. Men stemmen var genkendelig, og den var god nok.

Barack og Michelle Obama bor stadig her i den amerikanske hovedstad i et palæ i luksusenklaven Kalorama Heights blot ni minutters kørsel fra deres tidligere bolig gennem otte år, Det Hvide Hus.

Michelle Obama retter på sin mands butterfly forud for en statsmiddag med den kinesiske præsident Xi Jinping i september 2015. Mike Thelier/Reuters/Ritzau Scanpix

Deres bolig er som deres tidligere skærmet af og bevogtet af agenter fra Secret Service, der holder i patruljevogne i begge ender af deres gade, som er spærret af med betonblokke, så både nysgerrige og fjendtligsindede holdes på behørig afstand af den tidligere præsident og førstedame.

Lige rundt om hjørnet bor Donald Trumps datter Ivanka med sin familie i en hvid villa, men hun må som rådgiver for sin far nøjes med et lavt festivalhegn og en vagt bag tonede ruder i en sort firehjulstrækker.

Mange demokrater drømmer om, at Joe Biden kunne udpege Michelle Obama som sin makker som vicepræsident, men hun har gjort ganske klart, at hun ikke ønsker at blive politiker. Til gengæld kommer hun til at tage del i valgkampen for Joe Biden. Kamil Krzaczynski/Reuters/Ritzau Scanpix

Selv om der i de seneste godt tre år har været nok at kommentere, har Barack og Michelle Obama i store træk rent politisk holdt lav profil siden vagtskiftet i Det Hvide Hus.

»Vi er fri,« skulle hun have sagt lige efter, at hun sammen med sin mand havde forladt Det Hvide Hus.

Siden har Barack Obama oprettet en fond for at profilere inspirerende nytænkere, herunder danskeren Nima Tisdall, og Michelle Obama har udgivet selvbiografien »Becoming«, der har solgt over 10 millioner eksemplarer, og hendes tour de force gennem 30 byer for at promovere bogen præsenteres i en dokumentar på Netflix fra næste uge.

Michelle Obama signerer bøger under en PR-turné for hendes selvbiografi, »Becoming«, i november 2018. Kamil Krzaczynski/Reuters/Ritzau Scanpix

De har ikke villet tale om, hvem de foretrak som Demokraternes præsidentkandidat, men nu hvor det står klart, at det bliver Barack Obamas tidligere vicepræsident, Joe Biden, er situationen en anden.

Frem til præsidentvalget 3. november vil de være meget mere udfarende for at hjælpe deres ven i kampen imod Trump.

Barack Obama offentliggjorde for to uger siden en 12 minutter lang video, hvori han gav sin uforbeholdne støtte til Joe Biden.

»When they go low we go high,« sagde Michelle Obama i en valgtale i 2016. Jewel Samad/AFP/Ritzau Scanpix

Michelle Obama har også blandet sig i præsidentvalget ved at støtte et demokratisk lovforslag om i en tid med frygt for smitte med coronavirus at sikre alle amerikanere ret til at brevstemme – noget som Trump er lodret imod, da han er sikker på, at det vil koste ham præsidentposten.

Michelle Obama er den kvinde i verden, som amerikanerne ifølge en Gallup-måling beundrer mest, så der er en god chance for, at folk faktisk hører efter.

Og så er vi tilbage ved opkaldet fra Michelle Obama på min mobil.

Michelle Obama sammen med sangerinderne Alicia Keys (til venstre) og Jennifer Lopez (til højre) på scenen under Grammy Awards sidste år i Los Angeles. Robyn Beck/AFP/Ritzau Scanpix

»Jeg vil gerne dele nogle oplysninger om, at borgere i Washington D.C. gratis kan blive testet for coronavirus, hvis de oplever symptomer,« sagde hun på det båndede opkald til blandt andet min mobil.

I Washington, hvor 200 mennesker er døde af coronavirus, har det ligesom i resten af USA været umuligt for mange at få foretaget en test, da der har været massiv mangel på dem.

Barack Obama og Michelle Obama deltager i velgørenhedsprojekt i Petaling Jaya i Malaysia i december. Lim Huey Teng/Reuters/Ritzau Scanpix

Michelle Obama opfordrede mig også til at kontakte min læge »øjeblikkeligt«, hvis jeg havde symptomer såsom feber eller hoste, og til at blive hjemme, sådan som byens borgmester har indført med en nødordre.

»Bliv hjemme,« afsluttede hun kontant sit opkald.

Michelle Obama er den kvinde i verden, som amerikanerne ifølge en Gallup-måling beundrer mest, så der er en god chance for, at folk faktisk hører efter.

Michelle Obama og Barack Obama i køkkenhaven på sydplænen i Det Hvide Hus tilbage i 2016. Michael Reynolds/EPA/Ritzau Scanpix

Og med det utraditionelle opkald til borgerne om den verserende pandemi har hun i virkeligheden også involveret sig i præsidentvalgkampen.

For selv om det kan synes indlysende, at indholdet af hendes opkald er præget af faktuel information, som man kan stole på, så står det netop derfor i skærende kontrast til Trumps briefinger om coronavirus.

Præsident Barack Obama og førstedame Michelle Obama bød Donald Trump og Melania Trump velkommen til Det Hvide Hus 20. januar 2017. Siden har Michelle Obama skrevet i sin selvbiografi, at Trumps ondsindede påstande om Obama – herunder at Obama ikke skulle været født i USA – bragte familiens sikkerhed i fare. JIM WATSON/Ritzau Scanpix

På briefinger har præsidenten sagt alt fra, at coronavirus »mirakuløst« vil forsvinde, til, at den måske kunne kureres med »indsprøjtning« med rengøringsmidler – noget som eksperter har advaret imod som livsfarligt, hvorefter Trump forsvarede sig med, at han havde ment det »sarkastisk«.

Derudover har briefingerne været præget af modstridende oplysninger om alt fra, hvor mange der kunne få test til det fornuftige i at bære masker, som alle nu opfordres til at bruge, når de forlader deres hjem.

Michelle Obama under et arrangement i Miami i 2018 for at få flere til at bruge deres ret til at stemme.  Joe Raedle/Getty Images/AFP/Ritzau Scanpix

En ny måling fra Pew Research Center viser, at hver anden amerikaner i dag finder det »svært« at skelne mellem, hvad der er sandt, og hvad der ikke er, i forbindelse med pandemien.

Fire ud af ti siger, at de har hørt noget om virussen, som de troede var sandt, men som de senere fandt ud af var usandt.

Som førstedame forsøgte  Michelle Obama at opmuntre unge til at spise sundt, og hun inviterede børn ind i Det Hvide Hus for at lære dem at dyrke grøntsager i køkkenhaven. MIKE THEILER/Reuters/Ritzau Scanpix

Midt i al denne forvirring ringer Michelle Obama rundt og kommer ikke blot med et sagligt budskab i direkte opkald til borgerne. Hun forsøger med sin optagede meddelelse at sende et signal om, hvilket politisk parti man bør lytte til, hvis man vil have redelig information.

Og i et land, hvor det er blevet dagligdag med lancering af fantasifulde mirakelkure, vil mange, der ligesom jeg fik en overraskende opringning fra den tidligere førstedame midt i en alvorlig sundhedskrise, sikkert sætte pris på at få et opkald med faktuel information, uden at det er mudret sammen med alle mulige flyvske teorier.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA