Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
De stod skulder ved skulder i 2018 og jublede, da Bill Cosby endelig blev dømt.
Nu har glæden forvandlet sig til modløshed hos de kvinder, der gennem flere år har beskyldt den folkekære skuespiller for seksuelle overgreb, efter at en procedurefejl har sat ham på fri fod.
Afgørelsen, der kom onsdag, er »et slag i ansigtet«, fortæller Lisa Bloom, advokat for tre af de kvinder, der har anklaget skuespilleren for overgreb.
Hun kalder det ifølge CNN en »meget hård dag« for alle de kvinder, som har beskyldt Cosby for seksuelle overgreb gennem tiden.
En af de kvinder er Andrea Constand, der stod bag den anklage, som endte med at sende Cosby bag tremmer.
Hun kalder dommen »skuffende«, men frygter også, hvilken betydning den kan få i fremtidige sager.
»Dagens afgørelse er ikke kun skuffende, men også bekymrende, da den kan afskrække dem, der søger retfærdighed for et seksuelt overgreb i det strafferetlige system, fra at rapportere et overgreb,« lyder det i en erklæring efter frifindelsen ifølge The New York Times.
I alt har omkring 60 kvinder beskyldt Bill Cosby for seksuelle overgreb helt tilbage fra 1960erne.
Langt de fleste af anklagerne kan ikke prøves ved en domstol, da de er juridisk forældede. Det var derfor kun Andrea Constands beskyldninger, der endte for retten.
65-årige Patricia Steuer, der har beskyldt Bill Cosby for at have bedøvet og angrebet hende i henholdsvis 1978 og 1980, er trist efter onsdagens afgørelse, som dog ikke ændrer noget på hendes syn på Cosby. Tværtimod.
»Jeg ved, at han ikke er uskyldig, og de andre kvinder, der stod frem, ved også, at det, som retten kom frem til, ikke er sandt,« sagde hun efter dommen ifølge The New York Times.
Patricia Steuer er også bekymret for, hvad Bill Cosbys frifindelse vil få af betydning for #metoo-bevægelsen.
»Dette vil få konsekvenser for enhver person, der overvejer at stå frem.«
I en erklæring fordømmer National Organization for Women rettens afgørelse og skriver, at »retssystemet i Amerika har svigtet de berørte kvinder igen«.
Tina Tchen, leder af Time's Up, en advokatorganisation, der blev grundlagt i Hollywood under #metoo-bevægelsen, istemmer og kalder rettens dom for »ødelæggende«, men fastslår, at »det mod og den beslutsomhed«, der blev vist af de kvinder, der stod op imod Cosby, ikke ville være »forgæves«.
Cosby har fastholdt sin uskyld
Efter sin frifindelse tweetede Bill Cosby onsdag aften et billede af sig selv med en knyttet næve og lukkede øjne med teksten:
»Jeg har aldrig ændret min holdning eller min historie. Jeg har altid fastholdt min uskyld«.
I samme opslag takker han sine fans og venner for støtten. En tak går også til retten i Pennsylvania »for at opretholde retsstatsprincippet«, skriver han.
Bill Cosby har tidligere sagt, at han hellere ville afsone ti års fængsel end at udtrykke anger over sit møde med Andrea Constand.
Bill Cosby har under hele sagen afvist, at der var tale om et overgreb mod Constand. Han hævder, at der var givet samtykke fra hendes side. I 2019 tabte han dog en ankesag.
»Han er utrolig glad for at være hjemme,« sagde Bill Cosbys advokat, Jennifer Bonjean, da de sammen ankom til hans hjem.
»Det har været tre svære år for hele denne familie. Dette er virkelig en velsignelse«.
Bill Cosby vandt amerikanernes hjerter i rollen som familiefaren Cliff Huxtable i »The Cosby Show«, og blev ofte omtalt som hele »Amerikas far«.