Bill Cosby er på fri fod, men han bliver aldrig »America's Dad« igen: »Han vil blive husket som manden, der bedøvede og voldtog kvinder«

Komikeren Bill Cosby var den første berømthed, der blev dømt efter #metoo-bevægelsen fik fat. Nu er han på fri fod på grund af en procedurefejl, og det er et stort nederlag for metoo, vurderer Berlingskes udlandsredaktør, Birgitte Borup.

Et chok gik gennem de amerikanske nyheder onsdag aften.

Den 83-årige skuespiller og komiker Bill Cosby er igen en fri mand efter at have siddet fængslet siden april 2018, hvor han blev dømt for et seksuelt overgreb begået i 2004.

Men en procedurefejl sender nu Bill Cosby på fri fod. Den øverste retsinstans i Pennsylvania fastslår, at Cosby var blevet lovet, at der ikke ville blive rejst straffesag mod ham, hvis han vidnede ved et civilt søgsmål, der blev rejst tilbage i 2005.

Men det blev ikke overholdt, og Cosby er derfor nu blevet løsladt - til stor overraskelse for alle, siger Berlingskes udlandsredaktør, Birgitte Borup.

»Det er en kæmpe overraskelse – også for de amerikanske medier. Bill Cosby har selv  fastholdt, at han er uskyldig, men det er overraskende, at han ender med at blive frikendt. Det har rystet de mange kvinder, der gennem tiden er trådt frem og har anklaget ham.«

I alt har 60 kvinder anklaget Cosby, USAs engang mest folkekære tv-stjerne i komedieserien »The Cosby Show«, for seksuelle overgreb, der angiveligt har stået på siden 1960erne. De foregik ved, at Bill Cosby bedøvede kvinderne og derefter voldtog dem.

Langt de fleste af anklagerne har dog ikke kunnet prøves ved en domstol, da de er juridisk forældede. Cosby har derfor indtil onsdag kun været dømt i en sag fra 2004, der som den eneste blev politianmeldt.

Hvor stiller Bill Cosbys frifindelse #metoo-bevægelsen?

»Det er et gigantisk tilbageslag for #metoo-bevægelsen. Han var bevægelsens første, store skalp! Han var den første magtfulde, berømte mand, #metoo-bevægelsen fik dømt. Man havde forinden i flere år forsøgt at få ham dømt, uden det var lykkedes. Men da #metoo rullede i 2017, var det helt klart en medvirkende faktor til, at han blev dømt i april 2018. Nu er vi så et sted, hvor dommen bliver tilbagerullet, og det har stor moralsk betydning.«

Selvom Bill Cosby nu er en fri mand, slipper han ikke af med sit dårlige ry, vurderer Birgitte Borup, udenlandsredaktør på Berlingske. Asger Ladefoged

Ifølge Birgitte Borup er frygten nu, at Bill Cosbys sag kan betyde, at færre kvinder vælger at stå frem, da signalet er, at det er meningsløst.

»Sagen sender ifølge kritikerne et stærkt signal om, at mænd med magt, og mænd, der har råd til at blive ved med at angribe systemet med dygtige advokater, altid i sidste ende kan slippe fri. Samtidig kan vi konstatere, at den kulturelle påvirkning fra #metoo i sidste ende ikke kan stille noget op mod grundstenen i jura.«

Hvilke konsekvenser kommer hans frifindelse til at få?

»Vi kan allerede nu se, at filmproducer Harvey Weinsteins advokater går til nyt modangreb. Vi kommer til at se en bevægelse, hvor man fra de #metoo-anklagedes side forsøger at få det her til at danne præcedens. Deres advokater vil gå i gang med at gennemsøge lovgivningen for at se, om de også kan få deres klienter frikendt. Det kan få nogle ret konkrete konsekvenser.«

Tror du, at vi rent faktisk vil se andre dømte gå fri?

»De vil forsøge at få deres sager for retten igen. Men det er værd at bemærke, at det, der var særligt for Bill Cosby-sagen, var, at han kun blev dømt for en enkelt sag, hvor man ikke havde fysiske beviser mod ham, men flere kvinders beretninger, som man valgte at tage summen af. Plus et gammelt vidneudsagn, der nu er kendt ugyldigt. Han var dømt på en svag bevisbyrde.«

Er Bill Cosby for alvor en fri mand nu?

»Alle de andre sager, hvor en kvinder har anklaget ham, er ikke politianmeldt. Der er derfor ikke mere at komme efter. Der er næppe nogen anklagemyndighed, som vil forsøge at få ham i fængsel igen«, siger hun og tilføjer:

»Men Cosby bliver aldrig America's Dad igen. Sagen har vævet sig ind i hans eftermæle, uanset hvor mange procedurefejl, hans advokater finder. Han vil blive husket som manden, der bedøvede og voldtog kvinder«.