Dansk-amerikanske Klaus stemmer ved Super Tuesday i dag: Jeg skal vælge mellem det skingre, det idéforladte og det arrogante

»Min far var republikaner, men han ville have vendt sig i sin grav, hvis han havde oplevet, hvordan hans gamle parti havde udviklet sig med præsident Trump i spidsen.

Jeg selv er demokrat og kunne ikke drømme om at stemme på Trump ved præsidentvalget til november. For det første er jeg imod meget af hans politik. For det andet er han uden moralsk kompas. Men desværre er der ikke en åbenlys demokratisk kandidat, der kan slå Trump. For der er ingen »Barack Obama«​ i feltet.

Ingen af kandidaterne stikker ud og kan for alvor få flere til at stemme. I 2016 stemte omkring 100 mio. stemmeberettigede ikke, fordi de følte sig kørt så meget af sporet, at de ikke engang gad deltage i den demokratiske proces.

Hvis blot ti procent af de demokrater, der ikke stemte, ville stemme i år, ville det gøre en markant forskel. Sanders er nok den, der kan skabe så meget begejstring, at han kan få nye grupper til at stemme.

Men Sanders er desværre nem at sætte i bås som en skinger socialist. Han har sågar sagt, at han ikke er en kapitalist. I USA er ordet socialist et fyord, og Trump kan derfor let piske en stemning op om, at befolkningen skal være bange for Sanders.

Jeg ville ønske, at Sanders ville lade være med at tale som en fra Enhedslisten, når han i virkeligheden er socialdemokrat.

Du ville heller aldrig få Mette Frederiksen til at sige, at hun ikke tror på den kapitalistiske model. Statsministeren ville sige noget i retning af, at et kapitalistisk system ikke er uforeneligt med en velfærdsstat.

Joe Biden tror jeg heller ikke på. Han har efterhånden svært ved at sætte to sammenhængende sætninger sammen. Han er en flink fyr, og han var en god vicepræsident under Obama, men Biden er idéforladt, og hans stærke dage som politiker er bag ham.

Og ak, så har vi Mike Bloomberg. Som så mange andre amerikanere er det mig inderligt imod, at Bloomberg som mangemilliardær forsøger at købe sig til tronen med TV-annoncer. På den måde er han ikke bedre end Donald Trump.

Mike Bloomberg har ikke engang gidet stille op til mange af de demokratiske debatter. Og den første gang, han gjorde, fejlede han, som jeg aldrig har set før.

Han burde da vide, at han ville blive udfordret på, at han – ligesom Trump i øvrigt – havde indgået økonomiske lokumsaftaler med kvinder, som han åbenbart havde forulempet, og dermed købt til tavshed.

Ligesom han ville blive udfordret på, at han i sin tid som borgmester i New York havde godkendt en politik, hvor betjente diskriminerede sorte. Men han var totalt uforberedt på spørgsmålene.

Nu har han foreløbig brugt over 400 mio. dollar på sit forsøg på at købe sig til præsidentposten, og hvis han ender med at bruge en milliard dollar, så lykkes det måske. Men han virker altså ganske arrogant, og jeg tror ikke, at han i givet fald bliver en god præsident.

Elisabeth Warren kan jeg til gengæld godt lide. Hun er skarp, intelligent, idérig og ikke bange for at tage de nødvendige diskussioner.

Selv om Warren ligesom Sanders er på venstrefløjen, har hun valgt en mere moderat vej. Men hun står ikke stærkt, og mit gæt er, at hun ikke kommer længere end Super Tuesday. Jeg så ellers gerne en kvindelig præsident, og Warren ville være en god præsident for USA.

Pete Buttigieg har gjort det rigtig godt, og hvis han ikke var droppet ud forleden, ville han muligvis have fået min stemme ved Super Tuesday. For han er utroligt intelligent, sympatisk, veltalende og visionær. Men manden er kun 38 år, og jeg er bange for, at mange syntes, han manglede erfaring.

Med sorg i stemmen vil jeg også sige, at det faktum, at han er homoseksuel, givetvis også ville have gjort, at han ikke kunne blive præsident. Socialt er USA stadig meget konservativt. Særligt i staterne mellem kysterne, hvor religion er en vigtig faktor. Jeg har aldrig kunnet forlige mig med, at de samme mennesker, der prædiker næstekærlighed, også ser det som deres job at bestemme, hvem deres næste skal være.

Så her står vi så. Med en samling af demokratiske kandidater, som sikkert ikke kan slå Trump, og hvis eneste chance synes at være, at økonomien ramler.

For mig er det trist. For jeg elsker USA.

Min far sejlede til USA lige efter Anden Verdenskrig med ti dollar på lommen for at søge lykken, og allerede som barn blev jeg farvet af min fars historier om, hvordan USA stod som et politisk og moralsk fyrtårn for hele verden.

Men det har Trump smadret.

Artiklen fortsætter under grafikken (Amy Klobuchar droppede ud af kampen mandag aften dansk tid. Både hun og Buttigieg støtter nu Joe Biden):

Trump har et moralsk problem, når han som præsident end ikke er i stand til klart at frasige sig nazisme og hvidt overherredømme, som det var tilfældet, da nazister og Ku Klux Klan-folk demonstrerede i Charlottesville i 2017.

Ingen kan i dag være i tvivl om, at Trumps syn på verden er racistisk. Han har blandt andet direkte sagt, at en føderal dommer ikke var kvalificeret til at træffe beslutninger, fordi han var af mexicansk afstamning.

Trumps modstand mod indvandring strider imod den amerikanske historie og sjæl, da immigration er selve brændstoffet for USAs kulturelle og økonomiske motor.

Og jeg finder det berigende, personligt og for det amerikanske samfund, at opleve, hvordan mennesker fra hele verden kommer hertil for med passion og stor begejstring at følge en drøm og skabe så meget innovation.

Men Trump står desværre ikke alene med sit had. Det accelererede med valget af Barack Obama i 2008 og voksede sig stærkt under Obamas præsidentskab, hvilket desværre viser, at USA i virkeligheden slet ikke var klar til en sort præsident.

Trump var langtfra den eneste, der udbredte den groteske konspirationsteori om, at Obama ikke var født i USA. Konservative lokalradioværter på tværs af USA gjorde også, og i dag er det blevet mainstream at udbrede konspirationsteorier. Selv Fox News gør det dagligt, og de to uforenelige parter er med til at splitte nationen.

Derudover har en stor del af Trumps politik den modsatte effekt af, hvad dette land har brug for.

Altså hvorfor er det, at multinationale selskaber og rige folk som jeg selv med meget høje lønninger i IT-industrien skal have store skattelettelser, sådan som Republikanerne vedtog i 2017?

Skattepakken gjorde reelt intet for at hjælpe den store middelklasse, som er blevet fattigere i USA, og som ikke har haft en reallønsfremgang siden 1980, mens sådan nogle som jeg har fået mere og mere.

Under min fars år i USA i 50erne og 60erne var den amerikanske middelklasse den mest købestærke i verden. I dag er en stor del af middelklassen reelt blevet til underklasse. Den ulighed, som er skabt over de sidste årtier, bliver vi nødt til at udligne.

Men det vil Republikanerne ikke.

Desuden er Trumps skattelettelser ufinansierede. Republikanerne har ellers altid stået for at være økonomisk konservative. Men under Trump er de blevet dybt økonomisk uansvarlige. Og skattelettelserne er med til, at det føderale underskud i år passerer en billion dollar.

Dobbelt så dyrt sundhedsvæsen

Samtidig har det amerikanske sundhedssystem spillet fallit. Derfor bør det gentænkes, sådan som alle de demokratiske kandidater går efter. Alene ud fra en økonomisk betragtning. For USA bruger 18 procent af sit BNP på sundhedsvæsnet, mens andre vestlige lande såsom Danmark i snit bruger omkring det halve.

Hvis systemet her så var bedre, kunne man forstå det, men vores børnedødelighed er højere og levealder kortere end i en række vestlige lande. Desuden er der over 60 mio. amerikanere, som er uden sundhedsforsikring eller er underforsikrede.

Sanders går dog for langt, når han helt vil fjerne private sundhedsforsikringer og kun have et offentligt sundhedsvæsen. Det går amerikanerne aldrig med til. Og alene derfor er jeg overbevist om, at han vil tabe til Trump, hvis han bliver kandidaten.«

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA