Danmarks ambassadør i USA: Trump står »stærkt«, men præsidentvalget i 2020 er uforudsigeligt

USAs præsident, Donald Trump, står forud for næste års præsidentvalg »stærkt« ved at have leveret på sine valgløfter, hvor den gode amerikanske økonomi er Republikanernes »stærke kort«. Næste års præsidentvalg kan ganske som i 2016 blive afgjort af »en tæt afgørelse i nogle få svingstater«. Afgørende bliver det, om den endnu ukendte udfordrer »har det, der skal til, for at slå Donald Trump«.

Det vurderer Danmarks ambassadør i Washington, Lone Wisborg, i et interview til Berlingske her ved indgangen til valgåret, der ventes at blive bittert og brutalt, idet USA efter tre år med Donald Trump står polariseret.

»Trump er kontroversiel – amerikanerne enten elsker ham, eller de bryder sig virkelig ikke om ham – men der er utvivlsomt mange, som er rigtig godt tilfredse med, hvad præsidenten har udrettet,« konstaterer Lone Wisborg på sit kontor midt i Washington DC med udsigt over ambassadens have.

Den danske ambassadør understreger, at hun ikke tager stilling til, hvem der står stærkest til at vinde præsidentvalget 3. november næste år.

Lone Wisborg tiltrådte Danmarks fremmeste ambassadørpost i april, og lige siden har hun haft travlt med at følge amerikansk politik på nærmeste hold og med at opbygge og dyrke netværk i regeringsbyen. Forud for interviewet påpeger hun da også, at hun har præcis en time, før hun skal videre til et møde i Senatet.

Repræsentanternes Hus vedtog kort før jul at rejse en rigsretssag mod Donald Trump, men eftersom Senatet, der agerer dommer i sagen, har republikansk flertal, er det usandsynligt, at præsidenten afsættes i forbindelse med rigsretssagen i det nye år.

Lone Wisborg vurderer, at en række faktorer bliver afgørende for, om Donald Trump genvælges, eller amerikanerne udskifter ham med en demokrat.

De vigtigste temaer i valgkampen er ifølge Lone Wisborg økonomi og sundhedsvæsen, mens ambassadøren ser temaer som indvandring og klimaforandringer rangere i niveauet lige under.

Noget særligt overskygger imidlertid overordnet alle disse temaer i forhold til at vinde præsidentvalget, mener ambassadøren.

»Og det er, om man som kandidat har det, der skal til, for at slå Donald Trump. Altså valgbarhed i bredere forstand. Og om man evner at engagere bestemte vælgergrupper så meget, at de møder op og stemmer. Dette er langt mere besværligt end i Danmark, idet man i USA blandt andet skal registrere sig som vælger, før man kan stemme.«

I Danmark stemmer cirka 85 procent af de stemmeberettigede ved folketingsvalg, mens kun godt 60 procent stemmer ved præsidentvalg i USA.

Centralt bliver ikke mindst om den demokratiske kandidat kan engagere afroamerikanske vælgere, der primært stemmer demokratisk.

Da Barack Obama stillede op ved præsidentvalget i 2008 og 2012, var der for første gang nogensinde procentvis flere sorte end hvide, der stemte. I 2012 stemte et rekordhøjt antal sorte – 66,6 procent. Dette tal faldt markant til 59,6 procent fire år senere, da Hillary Clinton var oppe imod Donald Trump.

Den nuværende favorit i det demokratiske felt, tidligere vicepræsident Joe Biden, har ifølge alle målinger »rigtig godt fat i de sorte vælgere«, som Lone Wisborg formulerer det.

»Og det kan blive en afgørende faktor ved de demokratiske primærvalg og ved præsidentvalget, hvis Joe Biden bliver kandidaten.«

Lone Wisborg mener også, at hvide veluddannede kvinder i forstæderne denne gang kan blive helt centrale. I 2016 vandt Donald Trump de fleste af deres stemmer, mens de ved midtvejsvalget i 2018 svingede over og primært stemte på Demokraterne.

»Selvfølgelig skal man huske på, at Trump ikke var på stemmesedlen i 2018, men der var nogle tendenser, der kan blive en afgørende faktor ved præsidentvalget næste år.«

Endelig er der det paradoks, at Donald Trump slet ikke fik flest stemmer i 2016. Hillary Clinton fik 2,87 millioner flere stemmer end Donald Trump – den største margin nogensinde for en tabende kandidat.

På baggrund af det særlige amerikanske valgsystem, hvor sejrherren i hver enkelt delstat vinder alle valgmændene, der i sidste ende vælger præsidenten, kan et lignede scenarie sagtens udfolde sig på ny.

En analyse har vist, at Donald Trump i 2016 reelt vandt det amerikanske præsidentvalg med under 80.000 stemmer i tre delstater. Han vandt Michigan, Pennsylvania og Wisconsin med henholdsvis 0,2 og 0,7 og 0,8 procentpoint svarende til 10.704, 46.765 og 22.177 stemmer. Disse tre smalle sejre gav ham de afgørende 46 valgmænd.

En måling i New York Times har vist, at det atter kan blive tæt i seks svingstater, herunder de tre afgørende fra 2016.

»Det kan igen blive en tæt afgørelse i nogle få svingstater, og dette kan blive udslagsgivende. Det er alt for tidligt at forudse, hvordan det hele ender,« siger Lone Wisborg:

»Det er jo et valg mellem Trump og en, som vi endnu ikke kender.«

Donald Trump har i modsætning til sin endnu ukendte modstander den fordel, at han kan køre valgkamp på, at han som præsident har opfyldt en række løfter fra den seneste valgkamp.

»Han har leveret på de valgløfter, han har givet, og derfor står han rigtig stærkt,« siger Lone Wisborg.

»Skattereformen var meget populær. Dereguleringerne af erhvervslivet var rigtigt populære. Hans lidt hårdere indsats over for illegal indvandring er populær. Hans relativt hårde politik over for Kina er virkelig populær. Og jeg tror også, at hans ønske om at bringe amerikanske tropper hjem har bred klangbund.«

Derudover er der USAs økonomi, som er det emne, republikanske vælgere ifølge meningsmålinger går mest op i ved præsidentvalget.

Donald Trump slår på Twitter og i interview konstant på USAs gode økonomi og historisk lave arbejdsløshed på cirka 3,5 procent, velvidende at dette er et af hans stærke kort. Han kom ikke mindst til magten ved seneste præsidentvalg ved at sælge sig selv på, at han er forretningsmand, der kan sikre job og økonomisk vækst.

»Som siddende præsident kan Trump bryste sig af USAs stærke økonomi,« siger Lone Wisborg.

Hun peger desuden på, at der siden 2009 har været en uafbrudt vækst i amerikansk økonomi, hvilket er rekord.

»Så længe man har målt på det, har der aldrig været en så lang periode med økonomisk vækst. Vi kan også se, at de seneste jobtal overrasker positivt, og alt det handler om, hvorvidt man kan få smør på brødet, og om man har et job eller ej. Økonomien er Republikanernes meget stærke kort.«

Selv om økonomi er det vigtigste tema blandt republikanske vælgere, er Lone Wisborg ikke sikker på, at økonomi bliver det afgørende tema ved præsidentvalget.

For der er andre væsentlige temaer, herunder en forbedring af sundhedsvæsenet, som demokratiske vælgere ifølge meningsmålinger går mest op i.

Forslagene til at forbedre sundhedsvæsenet afslører dog ikke blot dybe ideologiske kløfter mellem Republikanerne og Demokraterne, men også internt i Det Demokratiske Parti.

Kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat er således blevet et slagsmål om, hvorvidt partiet som under præsident Barack Obama skal forblive på en midtsøgende linje, eller det skal trække langt mere til venstre.
De fire favoritter i feltet illustrerer med al tydelighed partiets interne opgør.

På den ene side kæmper de to venstreorienterede senatorer, Elizabeth Warren og Bernie Sanders, for at erstatte det nuværende private forsikringsbaserede sundhedsvæsen med et skatteyderbetalt for alle amerikanere.

På den anden side argumenterer de to midtsøgende demokrater, tidligere vicepræsident Joe Biden og South Bend-borgmester Pete Buttigieg, for at give flere adgang til offentligt betalt sygeforsikring, alt imens amerikanernes mulighed for at vælge privat sygeforsikring og behandling opretholdes.

Ikke mindst unge vælgere støtter Warrens og Sanders' velfærdsmodel, som minder om den danske.

Lone Wisborg peger dog på, at selv mange demokraters interesse kølnes betragteligt, når de finder ud af, hvilken pris der følger denne model.

»Mange, som jeg taler med, er ofte fascinerede af den nordiske samfundsmodel og synes, at det lyder rigtig godt, at man har fri adgang til sundhedssystemet og ikke betaler for at gå på videregående uddannelser, hvor studerende tillige får uddannelsesstøtte af staten. Når man så fortæller, at borgerne betaler cirka 50 procent i skat, så er de alligevel ikke interesserede.«

Elizabeth Warren oplevede da også et drastisk fald i meningsmålingerne efter, at hun presset af andre præsidentkandidater i begyndelsen af november forklarede, at hendes forslag til et nyt offentligt sundhedsvæsen over et årti ville koste, hvad der svarer til 1.370 milliarder kroner.

Warren forsikrede, at middelklassen ikke ville opleve højere skatter, men at hele gildet kunne finansieres af erhvervslivet, besparelser på militæret og millionærskatter for de rigeste. Efter hun fortalte om udgiften for sin forkromede plan, faldt opbakningen blandt demokratiske vælgere hurtigt fra cirka 20 til 14 procentpoint, inden støtten til Warren begyndte at rette sig en smule.

»Så stor en omlægning af et stort politikområde kræver, at man er rigtig god til at forklare vælgerne, at det, man får, er bedre, end det, man havde. Og man er oppe imod en større gruppe middelklassevælgere, som hurtigt bliver bekymrede over, om de samlet skal betale mere, eller om de mister den private forsikring, som de egentlig var ret glade for.«

Lone Wisborg peger på, at det ikke kun handler om penge, men også om noget ideologisk, der stikker langt dybere i USA end i Danmark.

»Det rækker helt tilbage til etableringen af USA som stat, at staten skulle være lille, og at man skulle have valgmuligheder for sig selv og overlade mest muligt til det frie initiativ. Staten havde ikke et positivt ry, den skulle begrænses og gribe mindst muligt ind i ens hverdag og liv. Dette er fortsat en udbredt opfattelse i dag. Derfor er der blandt store vælgergrupper i dag utvivlsomt også skepsis over for at indføre et offentligt sundhedsvæsen, som vi har i Danmark.«

Barack Obama advarede for nylig sit parti imod at vælge en for venstreorienteret kandidat, idet amerikanerne ikke er til »revolutionerende« forandringer af samfundet, men mest er interesserede i at »forbedre« det eksisterende, som den tidligere præsident formulerede det.

»Jeg vil være påpasselig med at forudsige, hvordan det interne demokratiske opgør ender,« siger Lone Wisborg:

»Vi ser både demokrater, der kun ønsker at reformere lidt ad gangen, mens ikke mindst unge demokrater mener, at der må ske noget radikalt for at ændre samfundet. Hvis det ender med en venstreorienteret kandidat, vil vedkommende formentlig trække ind mod midten i selve præsidentvalgkampen. Ganske enkelt fordi valg oftest vindes på midten.«

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA