Buffalofarmer, indianer og ejer af over 50 våben: »Før Trump levede vi i la-la-land«

Bisonfarmeren Carl Brasseur fra Michigan er en særlig mand. Han har en filippinsk kæreste i Australien, han er katolik og beder hver dag. Og over kaminen i hans hus på en bakketop langt ude på landet i det nordlige USA hænger en udstoppet bison, fire rifler og en ørnefjer.

Kun indianere har lov til at eje ørnefjer. Men Carl Brasseur er fra stammen Chippewa. Og derudover er han en stor fan af præsident Trump og en enestående skytte, der engang har skudt en bison lige mellem øjnene, efter at han selv havde været tæt på at blive slået ihjel.

Historien er vanvittig, men da han selv fortæller om hændelsen, mens vi bumler af sted i hans pickuptruck hen over hullede græsenge for at nå frem til hans bisonflok, får han næsten episoden til at lyde som en bagatel.

Han fortæller, at da han engang gik ind i flokken af sine bisonokser, hvor de største vejer tusind kilo, kom han ved et uheld til at placere sig mellem en nyfødt kalv og dens mor.

Moderen blev rasende og angreb Carl Brasseur for at beskytte sit afkom. Den trampede ham ned, kastede rundt med ham og flåede hans tøj i stykker. Til sidst formåede han blodig og forkommen at komme i sikkerhed ved at kravle over et hegn.

Men efterfølgende jagtede den ham, hver gang den så ham på græsengen, og tilsidst fik han nok.

»Jeg lod den løbe direkte imod mig, skød den lige mellem øjnene med min riffel og efterlod den, hvor den faldt, til prærieulvene.«

Carl Brasseur er med andre ord ikke sådan at spøge med, og da talen falder på politik, det kommende præsidentvalg og hans begejstring for præsident Donald Trump, er tonen ligeledes ganske kontant.

»Trump er det bedste, der er sket for dette land,« konstaterer han.

»Han er forretningsmand, og det er, hvad vi havde brug for, i stedet for alle de skurke af nogle korrupte politikere, der har hersket i Washington i årevis og bare har beriget sig selv. Se Barack Obama. Han er mangemillionær i dag – hvorfor er han det?« spørger han retorisk.

Carl Brasseur mener, at Donald Trump til gengæld intet havde at vinde ved at blive præsident, da han var rig i forvejen.

Han ser Demokraterne som nogle, der hæmningsløst flår amerikanerne i skatter og fratager dem deres forfatningssikrede frihedsrettigheder.

»Alle politikere vil have dine penge. Men Demokraterne er de værste. De er så økonomisk uansvarlige. Partiet er trukket alt for langt ud til venstre og mener, at man bare kan bruge løs. Som om de tror, at man bagefter kan løse det ved bare at printe flere dollarsedler.«

Den 64-årige farmer, hvis gård ligger uden for landsbyen Tustin i det nordlige Michigan, er tydeligvis ikke blevet skræmt af den ellers voldsomme hændelse med den aggressive bison. På engen træder han helt afslappet ud af sin truck og går frit rundt mellem sine prægtige dyr.

For Carl Brasseur er det vigtigste af alt at bevare sin frihed.

»De venstreorienterede vil tage vores penge, vores ytringsfrihed og vores våben. Men jeg er født som en fri mand, og jeg vil dø som en fri mand.«

Carl Brasseur finder i det hele taget, at det var bedre i gamle dage. Og han har det umådeligt svært ved, når staten blander sig, og i det hele taget venstrefløjens politiske korrekthed.

Og derfor har han det herligt med, at Donald Trump netop ikke er politisk korrekt, men synes ligeglad med hvad folk tænker om, hvad han siger eller tweeter.

»Trump er skarp, han bekymrer sig om amerikanerne, og han er uden filter. De venstreradikale har svært ved at tage det. Men alle bliver så forbandet fornærmede i dag,« siger Carl Brasseur og giver et eksempel fra sin egen ungdom.

»Da jeg var ung, trillede jeg hjem fra byen i min bil efter at have fået lidt for mange øl, og da jeg blev stoppet, sagde betjenten bare, at det skal du ikke gøre en anden gang. Men i dag er Fanden løs, og man hives med på stationen, og hvad ved jeg,« siger han og giver endnu et par eksempler for at understrege sin pointe.

»Da jeg gik i skole, havde jeg ofte mit haglgevær med i skole, fordi jeg skulle på jagt efter skole. Og jeg gik af samme grund også rundt med en kniv. Men i dag må min 25-årige søn end ikke gå rundt med en kniv. Det er rent Gestapo.«

Selv har han i sit hus over 50 våben.

»Og det skal ingen blande sig i. Jeg er ikke skydegal, men jeg har altid gået på jagt, og mine våben er en del af mig. Ligesom det er for så mange andre amerikanere.«

Landets skoler domineres ifølge Carl Brasseurs også i al for høj grad af venstreorienterede lærere.

»Lærerne forurener børnenes hoveder med al deres propaganda,« siger han og giver et eksempel fra dengang, hans i dag voksne søn stadig gik i skole.

»Min søn kom hjem fra skole og fortalte, at hans lærer havde sagt, at jeg kunne blive straffet, hvis jeg lagde hånd på min søn. Nu har jeg tre børn, og jeg slår dem ikke. Men jeg sagde til min søn, at han kunne sige til sin lærer, at hvis jeg havde lyst til at varme min søns røv, så gjorde jeg det, og at læreren bare kunne komme herhjem, så kunne jeg også varme hans.«

Han understreger, at han naturligvis ikke havde tænkt sig at slå læreren.

»Men derefter hørte jeg ikke mere fra ham,« griner han skævt.

Selv om Carl Brasseur er stor tilhænger af Donald Trump, er han i virkeligheden slet ikke republikaner, men derimod uafhængig.

»Men da Demokraterne er så venstreorienterede, kan jeg reelt kun stemme republikansk.«

Helt overordnet er han skuffet over både Demokrater og Republikanere. Ikke mindst på grund af at de i årtier tillod udflytning af amerikanske arbejdspladser til Mexico og Kina i globaliseringens navn.

»Såvel demokratiske som republikanske politikere i Washington solgte ud til Kina for mange år siden. Det er skrækkeligt. Kinas kommunistiske styre er korrupt og ønsker at dominere hele verden. Og vi opbyggede dem,« siger Carl Brasseur.

»Vi siger, vi er verdens supermagt. Men nej. Kineserne har overtaget. Fordi vi gav dem lov til at tage vores job.«

Derfor er han også stor tilhænger af Donald Trumps opgør og handelskrig med Kina. Fordi præsidenten kæmper hårdt for at få arbejdspladserne tilbage til USA.

»Før Trump kom til, levede vi i la-la-land,« som Carl Brasseur formulerer det.

I dag glæder han sig også over, at Donald Trump har fået lavet en ny handelsaftale med Mexico og Canada, der skal afløse den oprindelige, NAFTA. Og han kritiserer Joe Biden, Demokraternes præsidentkandidat, for at have stemt for NAFTA i sin tid.

»Det siger alt. Og i dag er Biden for gammel og senil til at være præsident.«

Carl Brasseur har heller ikke meget tilovers for Black Lives Matter-demonstrationerne, der flere steder har udviklet sig til plyndringer og vandaliseringer, herunder ildspåsættelser af bygninger, som er brændt ned til grunden.

»Så har du et omrejsende cirkus af venstreradikale anarkister, der rejser fra by til by og ødelægger alt. Hvordan kan nogen i en ellers civiliseret verden gøre sådan noget?«

Han anklager også borgmestre i de demokratisk ledede byer, som har modarbejdet, at Donald Trump ville oprette lov og orden ved hurtigt at få indsat Nationalgarden og føderale styrker for at stoppe optøjerne.

»De demokratiske borgmestre vil hellere lade deres byer brænde ned end at give Trump indrømmelser. Når jeg ser sådan noget, er jeg glad for bare at leve her på min bakketop langt fra alting uden at have for mange mennesker omkring mig. Så slipper jeg da for at have med det B.S. at gøre,« siger han med brug af forkortelsen for »bullshit«.

I det hele taget synes Carl Brasseur, der er for meget B.S. i dagens USA.

Også når sorte protesterende nu rykker statuer ned af sydstatsgeneraler med det argument, at de repræsenterer hvidt overherredømme, fordi generalerne i Den Amerikanske Borgerkrig kæmpede for sydstaterne og dermed en fastholdelse af slaveriet.

»Kys min røv,« lyder det bramfrit fra den indianske farmer omkring fjernelsen af de historiske statuer, og han peger på, at det »altså ikke kun er USAs sorte, der har en grusom historie med undertrykkelse«.

Han henviser til det faktum, at myndighederne i Californien udlovede dusører på indianerskalpe i 1800-tallet, og at 16.000 indianere her omkom under et folkedrab.

»Men lad nu fortiden være fortiden. Og lad os i stedet bare prøve at lære af historien.«

Carl Brasseur er ikke til at stoppe. Han har meget på hjerte. Men pludselig kigger han på sine danske gæster, som om han pludselig er kommet i tanke om noget meget vigtigere end politik.

Efter at have inspiceret engene med hans bisoner er vi nemlig kommet ind i hans køkken, hvorfra der gennem vinduerne er udsigt til engene med hans dyr.

»Er I sultne?« spørger han. »Vil I have en bisonbøf?«

Vi kan ikke sige nej.

»Arghh, min datter, den lille prut, har vist spist dem,« siger han med hovedet halvt inde i køleskabet.

Men det viser sig heldigvis, at de to bøffer gemmer sig på en talleren bagerst i køleskabet. Han varmer dem på en pande og serverer dem med ketchup og sennep. Og de er særdeles velsmagende.

Mens vi spiser, modtager han en SMS fra sin filippinske kæreste i Melbourne. Han har mødt hende på en ferie på Filippinerne.

»Jeg taler med en journalist og en fotograf fra Danmark,« skriver han til hende.

»Om hvad?« skriver hun tilbage.

»Om dette stupide land,« svarer han hende i en ny SMS og kigger op på os og griner over hele femøren.

Det er tid til at sige farvel. Og han stikker labben frem, selv om det ikke just er oppe i tiden at give hånd på grund af coronapandemien, der fortsat er udbredt i USA.

Men han nægter at stoppe med at give hånd. Ikke fordi han ikke tror på, at der en virus, som han siger. Men fordi »man kan dø af så meget«.

»Men ak, selv at give hånd er blevet politiseret. Jeg kan ikke tage al den politiske korrekthed.«

Så ud over at sige tak for snakken og tak for mad giver vi naturligvis et fast håndtryk til afsked. Det manglede bare.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.