Birgitte Borup: »USAs ydmygende exit vil få betydning for verdensordenen«

20 års vestlig tilstedeværelse i Afghanistan er slut. Joe Biden er ydmyget, og Taleban er tilbage ved status quo. Det pinlige exit fra Afghanistan får ikke kun betydning for Biden, men også for den verdensorden, han havde lovet, vurderer Berlingskes udlandsredaktør, Birgitte Borup.

Efter en ydmygende exit har den sidste amerikanske soldat forladt Afghanistan.

Krigen i Afghanistan var ikke Joe Bidens skyld, men ansvaret for den kaotiske exit er hans. Derfor bliver fiaskoen også tilskrevet ham, forklarer Berlingskes udlandsredaktør, Birgitte Borup.

»Der er ingen tvivl om, at det her kommer til at definere resten af Joe Bidens præsidentskab. Dagsordnen vil flytte sig, og man vil hurtigt igen tale om andet end Afghanistan - men det er svært at forestille sig, at Joe Biden kommer til at blive midtpunkt i et større drama end det, der har udspillet sig i forbindelse med USAs exit fra Afghanistan. Så kaotisk og ydmygende, som det har været, vil det runge ind i fremtiden og blive en del af hans eftermæle som præsident.«

Birgitte Borup vurderer, at det i sidste ende kan få betydning for, hvem der bliver Demokraternes næste præsidentkandidat.

Trods to årtiers amerikansk tilstedeværelse har Taleban på rekordtid overtaget magten i Afghanistan. Det tegner et billede af, at den 20 år lange amerikanske mission er mislykket.

Birgitte Borup, udenlandsredaktør på Berlingske. Asger Ladefoged

»Taleban har overtaget landet og sågar det militære udstyr, som USA har efterladt. Det er med til at forstærke fortællingen om den meningsløshed, som alt det her repræsenterer. Både krigen i sig selv og det, at i det sekund USA trækker sig ud, står man tilbage ved status quo. Det er stadig Taleban, der styrer Afghanistan. Det er stadig et land, der potentielt kan give grobund for terrorceller.«

Den fejlslåede exit rejser også et nyt spørgsmål, når støvet fra Afghanistan har lagt sig: Hvad skal der i fremtiden til for, at USA vil påtage sig rollen som verdenspolitibetjent?

»Da Biden gik til valg, lovede han, at America is back. Denne uskønne og endda dødelige exit fra Afghanistan får ikke kun betydning for Biden, men også for den nye - eller rettere gamle - verdensorden, han havde lovet,« siger Birgitte Borup og tilføjer:

»Jeg tror først for alvor, at vi vil se, hvilken betydning de seneste ugers kaos vil få, når der en dag sker et nyt, islamistisk terrorangreb mod Vesten, eller når der bliver behov for akut, militær intervention.«

Birgitte Borup vurderer, at Joe Biden nu vil vende blikket mod den nationale arena og gøre, hvad han kan for at genoprette sit eftermæle.

»Han vil tilbage og tale indenrigspolitik, og de store reformer han er ved at gennemføre. Han vil igen have fokus på det samfund, han skal genrejse efter pandemien, der stadig har fat i USA. Fokus skal nok flytte sig. Men det her får en plads i historiebøgerne. Udenrigspolitik afgør sjældent amerikanske valg, men det politiske miljø i USA er historisk giftigt og polariseret. Selvom der generelt er tilfredshed blandt amerikanerne med USAs tilbagetrækning, vil måden blive husket. Joe Biden stillede en forventningsramme op for sig selv, som han ikke har indfriet, og det er altid farligt for en politiker.«