Opdateret

Her går han: Den sidste amerikanske soldat har forladt Kabul

Efter 20 års krig har USA nu afsluttet tilbagetrækningen fra Afghanistan. »Vi fik ikke alle dem ud, vi gerne ville have haft ud,« siger amerikansk general.

Generalmajor Chris Donahue steg som den sidste amerikanske soldat ombord på C-17-transportflyet. Klokken 23:59 lokal tid mandag lettede flyet fra lufthavnen i Kabul.

Og så var der ikke flere amerikanske soldater tilbage i Afghanistan - således er 20 års amerikansk krig - den længste i landets historie - netop slut.

I Kabul blev nyheden fejret med talrige skudsalver.

Siden 15. august, hvor Taleban indtog Kabul, er flere end 123.000 civile blevet evakueret fra den afghanske hovedstad, oplyste general Kenneth F. McKenzie på et pressemøde mandag. 5.000 af dem er amerikanere.

Generalen måtte dog erkende, at det amerikanske militær i sidste ende ikke nåede at få evakueret alle dem, de ville.

»Det har været en meget hjerteskærende afsked. Vi fik ikke alle dem ud, vi gerne ville have haft ud,« sagde han uden at nævne, hvor mange personer, det drejede sig om.

Generalen mente dog, at det heller ikke havde været muligt at få »alle ud,« selv hvis det amerikanske militær havde haft 10 dage mere til at gennemføre evakueringen. USAs præsident, Joe Biden, havde sat en hård deadline, som betød, at alle evakueringer skulle være afsluttet 31. august.

Det vil nu være op til USAs udenrigsministerium – ikke militæret – at forsøge at hjælpe de sidste personer ud af landet. Det er uvist, om det drejer sig om amerikanske statsborgere eller afghanere, der har arbejdet for USA og nu kan være i fare.

Taleban overtog lufthavnen kun få minutter efter, at det sidste amerikanske fly var fløjet ud, viser en video fra journalist fra Los Angeles Times.

»Den sidste amerikanske besætter har trukket sig,« tweetede Talebans talsmand Zabiullah Mujahid.

»Klokken 24 fik vores land fuld selvstændighed.«

General McKenzie fortalte, at tilbagetrækningen var den største evakueringsmission, som det amerikanske militær nogensinde har foretaget.

Undervejs har tilbagetrækningen været afhængig af, at Taleban sørgede for sikkerheden foran lufthavnen og at islamisterne lod afghanere få passage til lufthavnen. McKenzie sagde, at talebanerne har været »pragmatiske og professionelle,« mens den amerikanske mission er blevet afsluttet.