Mobning, nedgørelser og ydmygelser. Med andre ord et usundt arbejdsmiljø.
Sådan beskriver ansatte ledelsen under Eric Lander, en af præsident Joe Bidens ledende rådgivere.
Og det har nu fået konsekvenser.
Eric Lander forlader nu sin stilling i Det Hvide Hus, hvor han indtil mandag var rådgiver for Biden på det videnskabelige område. Eric Lander er den højest rangerede medarbejder, der har opsagt sin stilling under præsidenten.
Opsigelsen sker i kølvandet på en rapport, der konkluderer, at Eric Lander har udsat ansatte i Det Hvide Hus for mobning.
Lander havde angiveligt »Efterladt adskillige kvinder grædende, traumatiserede og med en følelse af sårbarhed og isolation,« siger Rachel Wallace, ansat i Det Hvide Hus, til Politico.
Rapporten tager udgangspunkt i en to måneder lang undersøgelse, hvor 14 af Eric Landers nuværende og tidligere ansatte beskriver, hvordan mobningen er gået ud over dem.
»Jeg er overvældet over, at jeg har påført nuværende og tidligere medarbejdere smerte gennem min adfærd,« forklarer Eric Lander i forbindelse med opsigelsen, skriver Politico.
Flere ansatte deler i rapporten deres oplevelser, hvor de beskriver et giftigt arbejdsmiljø. Eric Lander har ifølge deres indberetninger mobbet afbrudt og nedgjort flere medarbejdere.
En adfærd, der særligt skulle være gået udover kvindelige ansatte.
Opsigelsen kommer på trods af, at Det Hvide Hus oprindeligt havde meldt ud, at Eric Lander ville blive i sin stilling. I stedet ville man indføre foranstaltninger for at sikre et bedre arbejdsmiljø.

Under sin valgkampagne havde Joe Biden lovet, at han ville arbejde på at gøre Det Hvide Hus til, hvad han betegner som, en mere fair og respektfuld arbejdsplads efter Donald Trumps præsidentskab.
Biden har løbende lagt vægt på nultolerance, når det kommer til mobning på arbejdspladsen. Præsidenten har tidligere udtalt, at han ville fyre medarbejdere med øjeblikkelig virkning, hvis de opførte sig dårligt. Kritikere mener ifølge NBC, at Eric Lander burde være blevet fyret tidligere.
Joe Biden er – med undtagelse af Trump – en af de mest upopulære præsidenter i USAs moderne historie. Det seneste år er Biden dalet fra 55 procents tilfredshed i popularitetsmålinger til kun 42 procent.
Eric Landers opsigelse kommer i kølvandet på en række andre opsigelser i Det Hvide Hus – nemlig hos Bidens vicepræsident, Kamala Harris.
I en rapport fra i sommer fortalte 22 ansatte om et dårligt arbejdsmiljø på hendes kontor. I slutningen af året opsagde vicepræsidentens talsperson Symone Sanders og kommunikationschef, Ashley Etienne, begge deres stillinger.