Analyse: Vildt interview med Trump på Fox News indrammer præsidentvalget 2020

Opsigtsvækkende interview afslører, at Trump fortsat mangler basal viden eller bare har givet op over for den pandemi, der truer hans præsidentskab. Men også at han muligvis ikke vil acceptere et valgnederlag.

Sjældent har et interview med Donald Trump tiltrukket sig så stor opmærksomhed som det, Fox News udsendte søndag. Og det med god grund.

For ikke blot blev præsidenten stillet til regnskab af værten Chris Wallace, da han kom med en byge af tvivlsomme og falske påstande. Resten af valgkampen vil der blive henvist til det hæsblæsende interview, der på flere måder kommer til at definere præsidentvalget 2020.

Først og fremmest afslørede interviewet, at Donald Trump fortsat mangler basal viden eller blot har givet op over for den pandemi, der truer hans præsidentskab. Men også at han muligvis ikke vil acceptere et valgnederlag.

Se her et fire minutter langt sammendrag af interviewet:

Dermed bekræftede han til dels den snak, som går selv blandt republikanske medlemmer af Kongressen – at Donald Trump sandsynligvis ikke vil ringe til Joe Biden på valgnatten og ønske ham tillykke, hvis Demokraternes udfordrer vinder valget 3. november.

Hvilket Joe Biden nu og her står til, da han fører stort i alle målinger – både nationalt og i en række afgørende svingstater. Men ifølge Donald Trump er disse målinger over en bred kam fake.

»Jeg taber ikke, for disse målinger er falske,« sagde Donald Trump og tilføjede uden at dokumentere det, at hvis han alligevel taber, er det, fordi »brevstemmer vil skævvride valget«.

»Jeg vil se tiden an,« sagde Donald Trump på spørgsmålet, om han vil anerkende et valgnederlag. »Jeg vil se tiden an. Nej, jeg siger ikke bare ja. Jeg siger ikke nej, og det gjorde jeg heller ikke sidste gang.«

Med andre ord kan valget til november ende med lange, opslidende juridiske slagsmål om valgresultaterne i afgørende svingstater.

Påstået stemmesvindel i 2016 var ikke korrekt

End ikke i 2016 accepterede Donald Trump valgresultatet, selv om han vandt præsidentposten.

Han var dengang forbitret over, at hans modstander Hillary Clinton helt overordnet fik næsten tre millioner flere stemmer end ham, og at han kun vandt på grund af det særlige amerikanske valgsystem, hvor vinderen i næsten alle stater vinder alle den pågældende stats valgmænd, der i sidste ende vælger præsidenten.

Donald Trump hævdede derfor, at der var mellem tre og fem millioner ulovligt afgivne stemmer og nedsatte en undersøgelseskommission for at dokumentere svindlen. Men det viste sig, at påstanden var grebet ud af den blå luft. Stemmesvindel var stort set ikkeeksisterende.

Donald Trump kan naturligvis fortsat genvinde sin post i år, da der er over tre måneder til valget.

Men der hersker ingen tvivl om, at han er stærkt presset på grund af sin håndtering af coronapandemien.

Pandemien i USA er i dag ude af kontrol – herunder ikke mindst i sydlige stater som Florida, Texas og Arizona, hvor republikanske guvernører fulgte præsidentens råd og genåbnede tidligt for at få gang i økonomien.

Men det resulterede blot i, at antallet af coronatilfælde nu eksploderer, og at guvernører nu må træde på bremsen og lukke ned igen.

Politiet genner strandgæster væk fra stranden i Miami Beach i weekenden, da der blev genindført udgangsforbud fra klokken 20 om aftenen til næste morgen kl. 6 for at lægge en dæmper på udbredelsen af covid-19. Joe Raedle/AFP/Ritzau Scanpix

Men Donald Trump talte i søndagens interview på ny pandemien ned, og præsidenten hævdede, at de seneste statistikker vedrørende covid-19-tilfælde og -dødsfald er vildledende.

Tidligt i interviewet bestred præsidenten Chris Wallaces påstand om, at USA i øjeblikket har den syvendehøjeste dødelighed i verden.

»Jeg tror, vi har en af de laveste dødeligheder i verden,« sagde Donald Trump og tilkaldte midt under interviewet sin talskvinde, Kayleigh McEnany, der kom løbende ind i TV-billedet med et stykke papir.

Chris Wallace forklarede derefter, at hans tal kom fra Johns Hopkins University, som har ranglistet USA som landet med verdens syvendehøjeste dødelighed – bedre end Storbritannien, men værre end Brasilien og Rusland.

Derefter lagde Donald Trump afstand til udsagn fra USAs førende amerikanske læger på feltet, sundhedsmyndighedernes direktør, Robert Redfield, og USAs epidemichef, Anthony Fauci.

Robert Redfield sagde i sidste uge, at han forventer, at efteråret og vinteren bliver blandt de »sværeste tider, vi har oplevet inden for amerikansk folkesundhed«.

»Jeg tror ikke, at han ved det,« sagde Donald Trump, der også kaldte Anthony Fauci for en »alarmist«.

Det vil forsvinde, og jeg vil få ret.

I stedet gentog Donald Trump, der ikke har fremlagt nogen national plan for at bekæmpe pandemien, sin påstand om, at coronavirussen bare »vil forsvinde« af sig selv.

For en måned siden rapporterede en stat som Florida næsten 4.000 tilfælde dagligt. Søndag var dette tal mere end tredoblet, da Florida alene søndag havde knap 12.500 tilfælde og 87 døde.

»Jeg får ret til sidst. Du ved, jeg sagde: »Det vil forsvinde«. Jeg siger det igen: Det forsvinder, og jeg får ret,« sagde Donald Trump, der også har truet stater med at fratage dem deres føderale tilskud, hvis de ikke åbner skolerne efter sommerferien.

Nej til ordre om brug af mundbind

Donald Trump vil ikke udstede en national ordre, der for eksempel pålægger alle at bære mundbind i butikker, selv om hans egne eksperter og rådgivere siger, at det – sammen med at holde social distance – er den mest effektive måde at få bremset den løbske pandemi i USA.

I weekenden kom det også til republikanske senatorers irritation frem, at Det Hvide Hus forsøger at afværge flere midler til coronatest og smitteopsporing.

Og som interviewet med Fox News satte en tyk, fed streg under, så lægger Donald Trump ikke op til at tage nogle konkrete skridt til at tackle pandemien. Landets guvernører, borgmestre og erhvervsliv er overladt til sig selv for at finde løsninger.

Men netop denne ansvarsfralæggelse kan koste USAs præsident dyrt. Målinger viser, at amerikanerne synes, at han har håndteret pandemien dårligt, og flertallet af amerikanerne foretrækker, at pandemien bekæmpes før en stor genåbning af økonomien.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA