Analyse: Trump vil sole sig blandt venner på tur til Polen og Danmark

Demonstrationer eller ej. Trump vil være blandt venner under sine besøg i Polen og Danmark om en måned. Og det er en væsentlig pointe.

Præsident Donald Trump og USAs førstedame Melania Trump kommer på statsbesøg i Danmark 2. og 3. september. Og besøget betyder noget for den amerikanske præsident. (Foto: MANDEL NGAN/Ritzau Scanpix) MANDEL NGAN

Præsident Trump er allerede i valgkamp for at blive genvalgt næste år, og i det lys er det ikke tilfældigt, at hans næste rejse til Europa går til Polen og Danmark og ikke det ellers mere oplagte valg Tyskland, hvor han fortsat ikke har været på statsbesøg.

For chancerne for gode TV-billeder og god omtale fra besøg i Polen og Danmark er større end fra Tyskland, som Trump har angrebet for alt fra sit lave NATO-bidrag til gaskøb fra Rusland. Men hvorfor er det pludselig så vigtigt for den udfarende præsident?

Op til præsidentvalget i 2020 har han brug for at vise, at han er vellidt på den internationale scene. Hidtil har meget af hans ageren udenrigspolitisk været omgærdet af kontroverser, og han har ikke holdt sig tilbage fra selv at starte dem. Men han har brug for nu at vise de amerikanske vælgere sine sejre.

Ikke mindst besøget i Polen er oplagt. Desuden er det hans andet.

Under det sidste i 2017 fik han en varm velkomst, og den konservative nationalistiske regering sørgede for at busse 50 venner ind til hver af det regerende partis parlamentarikere for at sikre tusindvis af venlige tilskuere, da Trump holdt tale på Krasinski-pladsen i Warszawa.

Men muligvis var dette slet ikke nødvendigt. For Trump er populær i Polen, hvis ledere ligesom den amerikanske præsident leder an i en nationalkonservativ retning.

Polen har helt i Trumps ånd lagt sig ud med EU på en række områder og blandt andet afvist flygtninge.

Den formelle grund til Trumps nye besøg i Polen er at deltage i en højtidelighed for 80-året for Nazitysklands angreb på landet. Dette giver plads til gode TV-billeder med kransenedlæggelse og røde løbere.

Men besøget giver også Trump mulighed for at hylde Polen for at være et af de få lande, der har opfyldt kravet om at give to procent af sit BNP til NATO, hvilket er en mærkesag for Trump.

Polen står for ham som en af hans store succeshistorier.

Polakkerne har tilmed tilbudt at bidrage med to mia. dollar til en mulig amerikansk base i Polen og har på smigrende vis for den amerikanske præsident sagt, at de vil kalde den »Fort Trump«.

Det efterfølgende besøg i Danmark 2. og 3. september vil naturligvis ikke udspille sig på helt samme måde.

Der varsles allerede demonstrationer i København, men det ændrer ikke ved, at Trump også her vil være blandt venner.

Trods demonstrationer er Danmark venneland

Godt nok er der mange i Danmark, herunder på begge fløje på Christiansborg, der er uenige med præsidenten og hans nationalistiske dagsorden, herunder hans opgør med frihandel.

Men USA er og bliver Danmarks vigtigste allierede sikkerhedspolitisk, og besøget giver Danmark og den nye statsminister Mette Frederiksen en oplagt mulighed for at styrke forholdet til USA.

Hovedtema for Trump og Mette Frederiksens samtaler er de nye sikkerhedspolitiske udfordringer i det arktiske, herunder Grønland. Trump ønsker støtte til at skærme af for russerne og kineserne i det arktiske. Men dette er også i Danmarks sikkerhedspolitiske interesse.

Dertil åbner besøget for en enestående mulighed for, at USA og Danmark kan udvide deres samhandel. Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, omtaler præsidentbesøget som »en gylden mulighed«.

Så demonstrationer eller ej. Trump vil være blandt venner i Polen og Danmark. Og det vil han bruge til at styrke sin udenrigspolitiske profil på hjemmebanen i USA midt under en ny valgkamp.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.